SRP om amerikansk udenrigspolitik før og op til 2. verdenskrig

Uddrag

Indledning

Isolationisme eller interventionalisme? Dette var det største udenrigspolitiske spørgsmål i USA i slut 30'erne og frem til slutningen af 1941. Størstedelen af verden var i krig, men i USA forholdte man sig neutral og blandede sig ikke i nogen af dem. Den amerikanske udenrigspolitik var nærmest ikke eksisterende, og mange mente at man bare skulle holde sig til sig selv, og tage vare på eget land og befolkning. Men i løbet af krigens gang udviklede udenrigspolitikken i USA, og landet blev stille og roligt draget ind i konflikten. Der var dog stadig en stor uenighed i USA, og der blev argumenteret for og imod at blande sig i krigen. Præsident Franklin D. Roosevelt var en af dem som gik ind for amerikansk intervention i Europa, og han kæmpede for at kunne få lov til at støtte dem som var i nød.
Der var også dem som kæmpede for forsat ikke at blande sig. Den amerikanske pilot helt, Charles Lindbergh tog sin tørn for at overbevise befolkningen, at man skulle foreholde sig isoleret.

Denne opgave omhandler det udenrigspolitiske spørgsmål, om USA skulle forholde sig isoleret under 2. Verdenskrig, eller om de skulle blande sig i konflikten.
Denne opgave vil derfor redegøre for de to udenrigspolitiske strategier isolationisme og interventionalisme, og hvordan de to strategier påvirkede den amerikanske befolkning, og regering i årene op til 2. Verdenskrig. Derudover vil den indeholde historiske kildekritiske analyser af taler af både præsident Franklin D. Roosevelt, og pilot Charles Lindbergh, hvor der også vil blive undersøgt hvordan de to talere bruger civilreligion. Den vil derudover også indeholde en retorisk og kommunikations analyse af de samme taler, hvor jeg til sidst vil sammenligne dem i en sammenlignede analyse.
Til sidst i opgaven vil der blive diskuteret hvordan USA ændrede deres rolle i omverden, fra slut 30'erne til 1950, med fokus på amerikansk udenrigspolitik.

Isolationisme og interventionalisme i Amerika

Amerikansk isolationisme går helt tilbage til den første Amerikanske præsident, George Washingtons tid. Han erklærede i 1796, at USA ikke var afhængige af Europa, og at permanente alliancer var en dårlig ide. Thomas Jefferson gjorde det samme i 1801, og advarede mod at USA blev viklet ind i alliancerne. I 1823 blev Monroedoktrinen introduceret, og USA var nu helt isoleret fra alle europæiske interne stridigheder, og politik.
I 1917 gik USA ind i 1. Verdenskrig på Engelsk og Fransk side, dog uden nogen permanent alliance. Og efter krigens slutning forkastede USA Versaillestraktaten og Folkenes Forbund. De vendte tilbage til deres isolationistiske politik. Men I slutningen af 1930'erne kom det udenrigspolitiske spørgsmål på dagsorden i USA igen. Risikoen for krig i Europa voksede og voksede på grund af spændinger mellem de Europæiske nationer. Rigtig mange amerikanere frygtede, at USA igen skulle indblande sig i en krig i Europa, og dermed med en storstilet militær konflikt. Første verdenskrig katastrofale følger skræmte rigtig mange amerikanere. Derfor var der en udbredt modvilje, i at engagere sig hvis det skulle komme til krig i Europa. ”Hvis USA's utaknemlige allierede i Europa nu atter ville i krig, måtte det bliver deres egen sag”. Dette var en generel holdning.
Efter Anden verdenskrig udbrud i 1939 gik det hurtigt i Europa, mange lande faldt hurtigt til Nazisternes magtfulde krigsmaskine, og til sidst var det kun England som stod tilbage. USA's præsident, Franklin D. Roosevelt ville ikke lade USA gå i krig, men fastholdt at England og dets allierede skulle forsynes med så meget hjælp som muligt. Men modstanden mod krigen var stor i USA, og mange mente at USA ikke var af Britisk koloni længere, så de måtte klare sig selv. USA havde nok problemer på hjemmefronten i forvejen.

I sidste ende drog USA i krig alligevel, og den direkte årsag var ikke på grund af krigen i Europa, men et Japans angreb den 7. december 1941, på den amerikanske flådebase i Pearl Harbor... Køb adgang for at læse mere Allerede medlem? Log ind