Sprog

Fortællerens sprogbrug viser, at miljøet er selvretfærdigt og holder på formerne

Jegfortælleren i ”Uro i forstæderne” taler på en måde, som understreger den stædige tro på, at livet og normerne i forstaden er det eneste rigtige, og at beboerne derfor havde ret til at slå den afvigende tilflytter ihjel. 

Vi kan fremhæve novellens indledning som et eksempel på jegfortællerens sprogbrug:

Vi kunne absolut ikke have det! Sådan som landet lå var der intet andet at gøre!

De må forestille Dem vort kvarter herude. Velordnet! Vore veje, huse, børn, hunde – vore butikker, vore myndigheder – ypperligt! Vi var stolte af at bo ude hos os. Vi vidste naturligvis at andre mennesker andre steder boede på en anden måde, men det brød vi os ikke om at tænke på. Hvad skulle vi det for? Andre mennesker kunne ikke lære os noget om at bo! 

Vi lægger hurtigt mærke til de mange udråbstegn, der antyder, at fortælleren udtrykker sig med stor kraft og overbevisning. Der er ingen form for tvivl eller anger at spore i forhold til den voldsomme gerning, jegfortælleren har været med til at begå.

Der er samtidig noget formelt og næsten overdrevet høfligt over sproget. Jegfortælleren bruger f.eks. ’De’ og ’Dem’, når han henvender sig til læseren, ikke de mere uformelle ’du’ og ’dig’. Fortælleren bruger heller ikke ordet ’vores’, men i stedet de ældre former ’vore’ og ’vort’, som lyder mere formelle og korrekte. 

Sproget understreger på den måde, hvor vigtigt det er for jegfortælleren at holde på ...