Personkarakteristik

Jegfortælleren er selvtilfreds og selvtilstrækkelig

Jegfortælleren i ”Uro i forstæderne” er en mand. Han bor selv i forstaden, hvilket han er yderst tilfreds med. Forstaden er nemlig et fantastisk sted at bo, hvis jegfortælleren selv skal sige det:

De må forestille Dem vort kvarter herude. Velordnet! Vore veje, huse, børn, hunde – vore butikker, vore myndigheder – ypperligt! Vi var stolte af at bo ude hos os. Vi vidste naturligvis at andre mennesker andre steder boede på en anden måde, men det brød vi os ikke om at tænke på. Hvad skulle vi det for? Andre mennesker kunne ikke lære os noget om at bo!

Jegfortælleren viser sig allerede her som en selvtilfreds og selvtilstrækkelig person. Han beskriver netop sin forstad som noget ganske særligt, som ingen andre steder kan hamle op med. 

Han udtrykker samtidig, at han ikke engang er den mindste smule nysgerrig omkring, hvordan andre mennesker bor andre steder. Han – og resten af forstaden – har nok i sig selv. Den selvopfattelse kommer til udtryk flere steder i novellen. Bl.a. i den sigende sætning: ”I det hele taget tar jeg sjældent fejl.”

Det udsagn vidner om en mand, som er urokkelig i sin tro på sig selv, og som står fast på sine overbevisninger. Det betyder dog ikke, at han opfatter sig selv som et specielt eller enestående individ. Tværtimod. Hans overbevisninger er præcis de samme som alle de andres i forstaden. 

Jegfortællerens selvtilfredshed og selvtilstrækkelighed har altså ikke så meget...