Fortælleteknik

Novellen har en jegfortæller

”Uro i forstæderne” har en jegfortæller. Vi kan se, at det er en jegfortæller, der fortæller historien, allerede i den første sætning: ”Vi kunne absolut ikke have det!” Det personlige pronomen ’vi’ afslører, at novellen bliver fortalt af et jeg, der selv er en del af begivenhederne. Samtidig antyder den hyppige brug af ’vi’, at jeget identificerer sig helt og aldeles med alle de andre i forstaden. Der er i virkeligheden ingen forskel på jegfortælleren og de andre i forstaden. 

Brugen af en jegfortæller har den virkning, at begivenhederne bliver fremstillet fra et subjektivt perspektiv. En mere nøgtern tredjepersonsfortæller ville formentlig ikke opfatte noget som helst dramatisk ved den første morgen, hvor tilflytteren pludselig var med toget. Den ekstra passager opleves som en voldsom forstyrrelse fra jegfortællerens subjektive perspektiv:

Det var sådan en morgen på vej ind til byen, at vi opdagede, at han var med. Jeg må sige vi tog det pænt. Vi lod selvfølgelig som om han slet ikke var ti...