I denne analysehjælp får du hjælp til at analysere novellen ”Uro i forstæderne” (1962) af Leif Panduro.
Vi gennemgår de vigtigste elementer i teksten, som det er godt at have med i analysen. Derudover får du også et resumé af teksten og hjælp til at perspektivere og fortolke teksten.
Derudover får du nogle noter, som giver dig et hurtigt overblik over analyse, fortolkning og perspektivering.
Her kan du se vores generelle råd om brugen af analysehjælp.
Leif Panduro (1923-1977) var en dansk forfatter, der især var kendt som manuskriptforfatter til adskillige tv-serier på DR, bl.a. krimien Ka’ De li’ østers? fra 1967 og Rundt om Selma fra 1971. Panduro skrev også flere succesfulde romaner, hvoraf Rend mig i traditionerne fra 1958 er den mest kendte. ”Uro i forstæderne” er en af Panduros få noveller.
Uddrag
Herunder kan du læse et uddrag af vores analysehjælp:
Personerne er stereotype
Personerne i ”Uro i forstaden” er stereotype. Stereotype karakterer i noveller er ofte repræsentanter for bestemte opfattelser eller grupper i samfundet. I dette tilfælde er jegfortælleren repræsentant for en småborgerlighed, der går meget op i, at alt er ordentligt og lever op til de etablerede værdier i samfundet.
Det er en livsopfattelse, som ikke tolererer det mærkelige eller anderledes. Småborgerligheden kræver, at alle retter ind og lever, sådan som man nu engang gør. Det har naturligvis den virkning, at alle bliver meget ens. Denne ensretning er overdrevet med stor komisk effekt i ”Uro i forstaden”. Alle i forstaden ligner hinanden – faktisk er der usædvanligt mange enæggede tvillinger.
Ensartetheden er så stor, at selv jegfortælleren har svært ved at skelne mellem sin kone og hendes søster. Han har endda svært ved at holde rede på, om han selv siger noget, eller om det er en anden:
Så var det K sagde – eller også var det P eller F eller S eller B eller V eller L eller Z – eller også var det mig! Jeg kan ikke sige det, men det spiller heller ingen rolle, for vi er alle sammen fuldstændig ens ude i vores forstadskvarter.
Her ser vi også, at forstadens beboere ikke engang har rigtige navne, men blot bliver betegnet med hver deres bogstav. Det understreger også, at de ikke er selvstændige individer, men bare en række ensartede eksemplarer af det samme, gennemsnitlige middelklassemenneske.
