Teorier om socialisering

Her kan du se et uddrag fra siden Dobbeltsocialisering

Det er centralt for dobbeltsocialiseringen, at der er tale om to meget forskellige socialiseringsarenaer. I familien er barnet unikt og uerstatteligt. Socialiseringen kommer fra private relationer, hvor der er et stærkt følelsesmæssigt bånd. I institutionen kommer socialiseringen omvendt fra en offentlig relation og er en del af pædagogens arbejde. Barnet har heller ikke den unikke position i institutionen som det har i hjemmet. Barnet er et ud af mange og del af en evig udskiftning. Der er også stor forskel på barnets relation til andre børn i hjemmet og i institutioner. I familien har barnet få og stabile relationer til børn i forskellige aldersgrupper (søskende, kusiner og fætre). I institutionen har barnet mange og skiftende relationer til børn i den samme aldersgruppe.

Eftersom de to socialiseringsarenaer er meget forskellige, så betyder det også, at der i de to arenaer er forskellige forventninger til barnets adfærd. De forskellige forventninger bidrager til, at barnet tidligt lærer at tilpasse sig nye situationer. Det bliver altså mere socialt fleksibelt. Dencik mener også, at dobbeltsocialiseringen lærer børn at træffe selvstændige valg og udvise selvdisciplin. Det skyldes, at der i institutioner er få voksne om mange børn. Børnene socialiseres dermed til at være selvstændige, da pædagoger og andet fagpersonale ikke har tid til at hjælpe og trøste alle børn på samme tid.