Få hjælp til at analysere, fortolke og perspektivere ”Snemanden”. Kunsteventyret er skrevet af H.C. Andersen og udkom første gang i 1862. Det er fortællingen om en snemand, der forelsker sig ulykkeligt i en kakkelovn. Det tematiser både ulykkelig kærlighed og livets forgængelighed.
Først får du resumé og arbejdsspørgsmål, som kan hjælpe dig godt vej med teksten. Derefter får du hjælp til de centrale dele af analysen, hvor vi blandt andet kommer ind på de særlige eventyrtræk i teksten. Til sidst får du hjælp til at fortolke og perspektivere den.
Du kan også lytte til podcasten, som går endnu mere i dybden.
Analysehjælpen er god til dig, der skal skrive opgave eller holde oplæg om "Snemanden". Du kan også bruge den til at være ekstra velforberedt til en time.
Her kan du se vores generelle råd om brugen af analysehjælp.
Uddrag
Her har du et uddrag fra analysehjælpen:
Lænkehunden
Lænkehunden er på mange måder snemandens modsætning. Hvor snemanden er ung og naiv, er lænkehunden gammel og kynisk. Den har al den livserfaring, som snemanden mangler. Én ting har de dog tilfælles: Nu er de begge lænkede til stedet.
Lænkehunden har set mange snemænd kommer og gå i sin tid. Den er ikke sen til at fortælle snemanden, at han snart vil smelte bort. Snemanden forstår heldigvis ikke rigtigt, hvad han taler om:
"Væk! væk!" bjæffede den gamle lænkehund; han var noget hæs, det havde han været, siden han var stuehund og lå under kakkelovnen. "Solen vil nok lære dig at løbe! det så jeg med din formand i fjor og med hans formand; væk! væk! og væk er de alle!"
Lænkehunden er grov og kynisk, men den øser også gerne ud af sin livserfaring. Den forklarer snemanden forskellen på månen og solen. Og da et ungt par går gennem haven, forklarer hunden den forundrede snemand, hvem de er:
"Kærrrrr-restefolk!" sagde lænkehunden. "De skal flytte i hundehus og gnave ben sammen. Væk! væk!"
Her ser vi, at lænkehundens forståelse trods alt er begrænset af, at den er en hund. Den ved noget om verden, men kun som verden tager sig ud fra et hundeperspektiv.
