På de næste sider får du hjælp til at analysere ”Snemanden”. Eventyret er skrevet af H.C. Andersen og udkom i 1862.
Hvis du har behov for mere hjælp til at komme i gang med analysen på egen hånd, anbefaler vi, at du læser vores generelle vejledning til analyse af H.C. Andersens eventyr:
Der er besjælinger
Der er en del billedsprog i "Snemanden". Det vigtigste er de mange besjælinger, som giver fortællingen dens eventyrlige præg. Besjælingen af snemanden og lænkehunden er indlysende. De kan begge tale, som om de var mennesker. Derudover er der også besjælende beskrivelser af kakkelovnen:
Den æder brænde, så at ilden står den ud af munden.
Da en flamme står ud af lugen, siger snemanden: "Hvor det klæder hende at række tungen ud!"
Der er også besjælende beskrivelser af den ”gloende” sol og af månen, som snemanden godt nok forveksler med solen:
"Jeg har vænnet hende af med at glo! nu kan hun hænge der og lyse op, at jeg kan se mig selv.
Besjælingerne giver eventyret dets eventyrlige præg. Miljøet er levende, talende og tænkende.
Der er en neologisme
Eventyret indeholder også et eksempel på en såkaldt neologisme. En neologisme er en ny orddannelse, som er lavet til lejligheden – altså et ord, som du ikke vil kunne slå op i ordbogen.
Neologismen er ”kakkelovnslængsel”, som bliver brugt i denne sammenhæng:
Det knagede, det knasede, det var just et frostvejr, der måtte fornøje en snemand, men han var ikke fornøjet; han kunne og burde have følt sig så lykkelig, men han var ikke lykkelig, han havde kakkelovnslængsel.
”Kakkelovnslængsel” betegner selvfølgelig...
