På de næste sider får du hjælp til at analysere “Lille spejl på væggen der…”. Novellen er skrevet af Bjarne Reuter og udkom i 1983.
Hvis du har behov for mere hjælp til at komme i gang med analysen på egen hånd, anbefaler vi, at du læser vores generelle vejledning til novelleanalyse:
Novellen leger med myten om Narcissus
Handling i "Lille spejl på væggen der..." leder tankerne over på myten om Narcissus. Der er flere ligheder mellem myten og novellen.
Myten handler om Narcissus, der er betaget af sit eget spejlbillede. Det er ellers blevet spået, at Narcissus aldrig ”må kende sig selv”. Men han bliver fanget ind af sit eget spejlbillede. Det samme sker i novellen, hvor jeget bliver sygeligt optaget af at se på sin krop i spejlet. Til sidst udtaler han endda med glæde: ”Jeg… kender mig selv”.
I myten bliver en kvinde ved navn Ekko forelsket i Narcissus, men han er stadig kun optaget af sig selv. Han væmmes endda ved tanken om at skulle være sammen med Ekko. Ekko føler sig ydmyget og sygner hen, så kun hendes stemme er tilbage. De samme træk leger novellen med. Jeget væmmes efterhånden ved kæresten Line og slår op med hende. Han forestiller sig endda, at Line sygner hen i lighed med Ekko:
Jeg sagde til hende, at hun så herrens ud.
Hun vidste det godt. Et kort øjeblik strejfede den tanke mig, at hun indimellem tog sig tid til at se herrens ud. At det var en del af hendes omsorg. Så kunne alle se, hvor de kunne henvende sig. […] Der er ikke mange tilbage af hendes slags. En dag står hun helt alene tilbage. Dybt isoleret. Med hele sin mobile omsorg. Der er jo alle ydre tegn på forfald.
Narcissus bliver straffet for sin selvoptagethed ved at blive forelsket i sit eget spejlbillede. Det er en straf, fordi han aldrig vil kunne forenes med sig selv, da det kun er et spejlbillede. Det får ham til at pine sig selv til døde. Det er dog også en forskel på jeg-fortælleren og Narcissus. Novellens jeg piner også sig selv, men ikke for at dø. For jeg-fortælleren føles selvpineriet godt...
