Forstå teksten

Myten er skrevet for mere end 100 år siden. Den rummer en hel del ældre ord, som gør den lidt vanskeligt at forstå, hvis ikke man har gode ordforklaringer til rådighed. Det har vi lavet til dig her, hvor vi har indsat forklaringer i selve originalteksten. De forklarede ord er markeret med blå, stiplet understregning.

Hvis du selv vil lede efter information, kan du fx slå ord op på www.ordnet.dk, hvor der både er ordbøger til nyt og ældre sprog. Du kan også finde meget viden ved at søge på internettet, men husk at være kritisk.

Knokkelmanden

Johannes V. Jensen (1907)

Første Gang jeg saa hende var i Krefeld, en Vinteraften. Det er som mindes jeg et Dyr, saa blid og lidende var hun, saa forkommen og saa uendelig god. Hun hed Kate. 

Vinteren ved Rhinen er ikke en Gang vinterlig – hverken Sne eller Storme eller Isgang af Søen – alt Vejr er blevet opsat paa ubestemt Tid, Sol og Vind har forladt det lave Indland. Floden vandrer glansløst forbi, den gaar i graa Bølger som et ustandseligt Tog af Udvandrere. Ovre paa den ene Bred svajer Færgen ud for Strømmen, og paa den anden Bred bliver Staalkablet levende, det strammes og staar skælvende ned i Vandet, det bæver som en Nerve. En halv Mil oppe gaber en Buebro i det taagede Lavland som en uhyre Maalerlarve. Og rundt i den vinterøde Luft rejser sig Skorsten ved Skorsten, hele Vildnis af Skorstene, hvorfra Røgen stille bløder. Langt, langt ude staar en milehøj Pinje af Røg, det er over Essens Kanonværksteder.

Et raslende Sekundærtog bragte mig til Krefeld, just som alle Dampfløjter peb Fyraften, og Fabriksarbejderne i Tusindvis spyedes ud fra Værkstederne. Gaderne i Krefeld laa med kold og leret Søle. Lygternevar tændt men lyste ikke endnu. Da jeg senere paa Aftenen vandrede om i den sørgelige By, saa jeg to blaahvide Buelamper over en Port og en grøn Ildskrift: Varieté. Der gik jeg ind.

Bortset fra de tyske Uundværligheder, Dumme Peter og den tykke Mand, der ikke kan synge (man maa smigre de Indfødte), var Forestillingen af ganske international Natur. En fransk Sangerinde optraadte, to amerikanske Knock-abouts, en russisk Atlet m.m. Og alle disse trætte Fabriksslaver paa Tilskuerpladsen havde godt af hvad de saa og hørte, det lysnede i deres grove Ansigter. De havde tilbragt Dagen mellem Maskinernes Klør, de kom ude fra dette elendige Land, der endogsaa er forladt af den klassiske Vinter, af Sneen, og Juleroserne og Barn Jesus; hvert eneste skikkeligt Trampeldyr havde Træk i Ansigtet af klæg Socialisme og af den aller billigste kradsende Gudsfornægtelse … Kampen for Livet uden ny Tro! Hvor var Hjærnerne øde der, hvor trængte disse arme Munde til at klage! Hvilken knusende Sjælenød! Et sort og gabende Hul – aldrig var Verden saa forladt!

Hen paa Aftenen optraadte Kate. Hun var i Grunden kun Nummer to i Ensemblet, hun assisterede en musikalsk Klown. Men han gjorde Lykke paa Grund af sin gyselige Magerhed, sine Fødders enorme Længde og sin Hæshed; han var hæs som en Dødning. Kate dansede, hun var i blaa Silketrikots, hendes runde Ben rystede af Kulde ... og af Skræk. Paa Armene havde hun blaa Pletter efter Prygl, hun havde faaet i Kulissen. Hun var af den Slags smukke Børn, der har græmmet sig fra de var smaa, der er bleven smidt omkring med. Kate havde født et Par Gange, kunde man se, men Moderglæden var bleven hende nægtet. Og dog smilede hun sødt og pige agtigt; der var en Glorie om hendes Person. Som hun dansede der til den raa Knokkelmands Musik, var hun en Aabenbaring af det eneste rige og fine i Verden. 

Klownen steg ned fra sin Pæl, hvor han havde siddet som en Abe med begge Ben lagt om Nakken og spillet, mens Kate dansede. Han væbnede sig med et nyt Instrument, en Slags Luth, der kun havde een Stræng. Nu fulgte den Duet, som jeg aldrig siden har kunnet glemme. Kate stod ganske stille paa Tæerne og sang. Det var en lille gammeldags engelsk Vise, sunget med et smærteligt Skælmeri. Og rundt om hende, der sang, skrævede Benradenmed sin brustne Luth, Strængen gav et Kvæk nu og da som en Kno mod en Kiste, og selv frembragte han et Omkvæd, et bredt, rustent Bræg – Mma! 

Det lød forunderligt stærkt, Kates fine sværmeriske Sang og dette Mma, der var saa rystende musikalsk og saa ondt. 

Mma! 

Alle Tilskuerne sad stille. Og da den sære Tvesang deroppe var forbi, havde alle de umælende Munde klaget! Jeg saa dem sukke, saa at Skuldrene løftede sig, jeg saa paa deres Øjne, at en Smærte var gaaet lægende gennem deres Sind.

II 

Anden Gang jeg saa Kate var i London nogle Maaneder efter. Det var endnu den samme Vinter, men i London glemte jeg den, fordi jeg dér glemte alting. 

Jeg boede i Stamford Street, Værelserne i Stuen var lejet ud til enligboende Kvinder; naar jeg kom hjem om Aftenen – Regnvejr og Søle var det altid – kendte jeg mine Medlogerende i Gaden, de stod dyngvaade og fortvivlede. De vinkede svagt i Mørket, og sommetider hørte jeg dem græde under Sjalet, tørt og kvalfuldtsom Børn, der er bleven borte. 

Mit Værelse vendte ud til et Tømmeroplag, og her gik der hver Nat en stor sort Pladshund. Den truede og gnirrede troligt hele Natten. Naar jeg var henne og se ned, stod den gærne foran Porten paa alle fire stride Ben og med Børsterne rejst. Lyden af Støvlesinker mod Flisen udenfor i den sene Nat fik den til at tie paa en ondartet Maade. Den var som en Fortætning af Nat og af Søvnløshed. Den stod stille Timer i Træk som en sort og farlig Sprængkraft dernede. Hvor var der Ondskab og Kval i denne Vaagen af en vild Hund! Jeg smed i Nattens Stilhed Brænde ned paa den, naar den knurrede, og mens Byen London murrede i Søvne, hørte jeg, hvor Hunden blev tavs, mens den splittede Træstykkerne til Spaaner i sine fraadende Tænder. 

Hvad jeg mindes fra den Gang er Mørket i London. Jeg saa kun Byen belyst en eneste Gang, og da lignede den en By, Vandet er sunken fra; Husene var sorte af Slam og stribet som efter en aarelang Oversvømmelse. 

Naar jeg gik ned ad Trapperne, stod der undertiden en Dør aaben til et Værelse paa anden Sal, og der saa jeg en gammel Mand ligge i Sengen. Det var en forhenværende Sømand, tænkte jeg mig, der havde lejet sig ind for sine sidste Midler. Han laa altid proper og kraftesløs med sit graa Hoved paa Puden; Hænderne, hvorpaa der var tatoveret Ankere og Bogstaver, havde han foldet taknemligt foran sig paa Dynen. For hver Dag der gik, saa jeg, hvor han var bjærget, hvor underfundigt og komfortabelt han laa der og døde. 

Men hver Aften, hver Aften, naar jeg kom hjem og ledte efter Nøglen i min Lomme, hørte jeg en sagte Piben ud fra Nøglehullet i min Dør, en hørlig Træk af Tomheden derinde. 

Jeg lyttede. Hør hvor det sang utydeligt og bange. Den Dør skulde jeg alene aabne, inde i den forfærdelige Stue ventede en Ensomhed, som jeg alene havde Nøglen til.  

Det er bleven til en Myte i min Erindring altsammen – Hunden og Sømanden, Knokkelmanden og Kate. Hende fik jeg at se igen. Jeg faldt en Aften ind i en Varieté, hvor hun og Knokkelmanden optraadte. De havde ikke forandret sig en Smule, de gav nøjagtig de samme Numre som den Aften i Krefeld. 

Men da jeg nu hørte Tvesangen igen, Kates lille smærtelig skælmskeVise og den skindmagre Abes dybe, musikalske Ravnesang, da slog det mig, at det var en Livets og Dødens Duet, jeg hørte. Ak ja, Kate, den fine og mishandlede Kvinde, der smilede og sang, saa at alt blev ømt og gyldent – og saa denne Satan med det sminkede Kranium, der er musikalsk, der har Talent, Manden som hele sit Liv igennem slaar og knuser og ødelægger! Jo, Kates skære Stemme vakte alle Længsler, og den rustne Bas rundt om hende manede grinende … Mma! 

En Dag, da jeg kom ned ad Trapperne, stod Døren ind til Sømanden igen aaben. Lagnet var slaaet pynteligt op over hans Ansigt, Formen af Hovedet kunde skelnes. Han var død. Med ham døde Bevidstheden om saa og saa mange Kryds rundt Kap det gode Haab. Med ham sluktes Erindringen om den og den Dravati Spanskesøen – Glimt af Dovers Klidtklint – fulde Fregatsejl under Sydamerikas Kyst, Sorgtider og Letsind. Med ham døde Mindet om en Ring af Mennesker, troløse Folk og lystige Folk … Havnestæders ubarmhjærtige Piger ... hvide Veninder ... kanelbrune Kvinder i Batavia. 

Mma! Mma!