På de næste sider får du hjælp til at analysere “Knokkelmanden”. Teksten er skrevet af Johannes V. Jensen og udkom i 1907 i Myter og Jagter.
Hvis du har behov for mere hjælp til at komme i gang med analysen på egen hånd, anbefaler vi, at du læser vores generelle vejledning til novelleanalyse, da teksten trods genrebetegnelsen myte har mange novelletræk:
Sømanden
Sømanden bor i den samme bygning som jegfortælleren i Londons Stamford Street. Jegfortælleren taler aldrig med den gamle mand, men han ser ham ofte ligge i sengen, når han går forbi døren til sømandens værelse:
Han laa altid proper og kraftesløs med sit graa Hoved paa Puden; Hænderne, hvorpaa der var tatoveret Ankere og Bogstaver, havde han foldet taknemligt foran sig paa Dynen. For hver Dag der gik, saa jeg, hvor han var bjærget, hvor underfundigt og komfortabelt han laa der og døde.
Sømanden ligger altså for døden, men alligevel er der noget fredfyldt og afklaret over ham, synes jegfortælleren.
En dag ser han gennem døren, at sømanden er død. Lagenet er trukket over hans hoved for at dække liget. Synet får jegfortælleren til at forestille sig alle de erindringer, der er gået tabt, nu hvor sømanden er borte:
Med ham sluktes Erindringen om den og den Dravat i Spanskesøen – Glimt af Dovers Klidtklint – fulde Fregatsejl under Sydamerikas Kyst, Sorgtider og Letsind. Med ham døde Mindet om en Ring af Mennesker, troløse Folk og lystige Folk … Havnestæders ubarmhjærtige Piger ... hvide Veninder ... kanelbrune Kvinder i Batavia.
Sømanden bliver i jegfortællerens forestilling om hans liv til et symbol på noget frit og ubundet, som nu er gået tabt. Han står på den måde i modsætning til arbejderne i Krefeld, der lever ufrie liv, hvor de er helt underlagt fabrikkernes vilje.
