Jeg ser

I denne analysehjælp får du hjælp til at analysere digtet “Jeg ser” af Sigbjørn Obstfelder. Digtet er udgivet i Digte i 1893.

Vi gennemgår de vigtigste elementer i digtet, som det er godt at have med i analysen. Du får et resumé af teksten, og vi hjælper dig også med at fortolke og perspektivere den. Du får også nogle arbejdsspørgsmål, som kan hjælpe dig godt i gang med digtet.

Hvis du bruger analysehjælpen til en skriftlig opgave, så skal du huske en kildeangivelse.

Dansk

Digtanalyse

Hvis du har behov for mere hjælp til at komme i gang med analysen, anbefaler vi, at du bruger vejledningen til digtanalyse.

Her kan du læse et uddrag af analysehjælpen:

En anden type gentagelse i digtet er parallelisme. Dette er, når to eller flere sætninger i træk har næsten ens opbygning - fx med hensyn til ordantal, ordlængde eller ordklasser. I “Jeg ser” er parallelismerne faktisk flettet sammen med anaforen “Jeg ser paa”. Lad os se på eksemplet fra før:

Jeg ser paa de velklædte herrer,
Jeg ser paa de smilende damer,
Jeg ser paa de ludende heste. (l. 13-15).

Disse tre sætninger er ikke identiske, men meget ens. Der er fx syv ord i dem alle, og ordenes længde og ordklasser matcher hinanden én til én. Fx matcher “herrer” med både “damer” og “heste”. Alle tre ord har to stavelser og tilhører ordklassen substantiver. De mange parallelle sætninger skaber rytme og sammenhæng i digtet. “Jeg ser” kan virke som et kaotisk digt uden regelmæssighed eller system. Men der er altså flere virkemidler, der giver sammenhæng undervejs i teksten.

Ligesom med anaforerne optræder der ingen parallelisme i sidste strofe. Det understøtter indtrykket af, at digtet slutter med en urovækkende følelse af kaos og tab af sammenhæng. Dette er som sagt typisk for modernistiske tekster.