Oslo-aftalen (1993)

Hvad er Oslo-aftalen?

Oslo-aftalen er en såkaldt principerklæring fra 1993 mellem PLO (Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation) og Israel, hvor begge parter anerkender hinandens ret til at eksistere i Palæstina. Selve forhandlingerne var hemmelige og foregik i Oslo. I september 1993 blev aftalen underskrevet ved en ceremoni foran Det Hvide Hus i Washington.

Aftalen var et historisk gennembrud og blev mødt med international begejstring. Aftalen skabte et håb om en fredelig fremtid i Mellemøsten. Og for første gang i lang tid blev der skabt en reel mulighed for, at Palæstina kunne få en selvstændig stat.

Optakten til Oslo-aftalen

I begyndelsen af 1990’erne havde der været et stigende antal palæstinensiske terrorangreb på Israel. Angrebene skyldtes, at Israel efter havde udvidet sine besættelser ved særligt Vestbredden og Gazastriben.

Da politikeren Yitzhak Rabin kom til magten i 1992 ændrede Israels udenrigspolitik sig. Rabin ønskede ikke at udvide Israels territorium og mente, at udvidelser af Israel var en direkte sikkerhedstrussel mod landet. Under Yitzhak Rabin opstod der derfor en langt mere positiv stemning vedrørende mulighederne for at få løst den lange arabisk-israelske konflikt. Rabin havde viljen til at skabe fred og ønskede at opgive israelske besættelser til gengæld for en palæstinensisk fredsgaranti. Rabin-regeringens politik i forhold til fredsprocessen kaldes også for land for fred-løsningen.

Forhandlingerne foregik i hemmelighed

Processen frem mod Oslo-aftalen foregik i al hemmelighed. I en lang periode foregik der forhandlinger mellem to israelere, der var tilknyttet Yitzhak Rabins regering i Israel, og to palæstinensere, der havde en løs tilknytning til PLO. Møderne fandt sted på et hotel i Oslo. 

Mange mener, at det var afgørende for forhandlingerne, at de var hemmelige. Grundene til, at forhandlingerne skulle være hemmelige, var: 

• Deltagerne ønskede ikke konstant at forsvare sig over for offentligheden. Derfor ønskede de at undgå offentlig opmærksomhed på forhandlingerne.
• Deltagerne ønskede ikke, at der blev skabt falske rygter undervejs, som kunne forringe mulighederne for at blive enige.

Ved at lade udvalgte forhandlere styre processen blev hverken den israelske regering eller PLO direkte indblandet i forløbet i begyndelsen. Det var først, da der blev opnået vished om, at parterne kunne blive enige om en aftale, at Rabin og PLO blev i...