2. Salah (bøn)
Den 2. søjle i islam er tidebønnerne. Det arabiske ord for bøn er salah(også stavet salat). Søjlen handler ikke om bøn generelt, men konkret om at bede fem faste bønner hver dag. De fem daglige bønner kaldes tidebønner, fordi de skal bedes til fastlagte tider.
Tidebønnernes betydning for muslimer
Som den centrale del af muslimernes praktiske udøvelse af islam er tidebønnerne den søjle i islam, som fylder mest. De fem daglige tidebønner gør, at muslimen ikke blot underkaster sig Allah åndeligt og mentalt, men også gør det helt konkret med kroppen. Tidebønnerne gør, at en muslims hverdag i høj grad er bygget op om religionen og en konstant påmindelse om forholdet til Allah.
Tidspunktet for tidebønner
Muslimer har pligt til at bede til Allah fem gange hver dag på bestemte tidspunkter. Disse tider følger solens gang på himlen. De fem bønner kaldes:
- Fajr – før daggry
- Duhr – middag
- Asr – eftermiddag
- Maghrib – ved skumring
- Isha – efter solnedgang
De nøjagtige tidspunkter for de fem bønner flytter sig fra dag til dag i forbindelse med årets gang. Bedetider forskydes også i forhold til, ...