Resumé

Emil Aarestrups “I en landsbykirke” fra 1837 er et episk-lyrisk digt, hvor digtets lyriske jeg befinder sig ved en gudstjeneste i en slidt, mørk, kold og næsten mennesketom landsbykirke. 

I digtets første otte strofer beskriver det lyriske jeg landsbykirken og de følelser, som kirken vækker i ham. Det er november og mørkt, der er mødt ganske få mennesker op til gudstjeneste. Kirken er nedslidt med en revnet klokke, der er støv og spindelvæv overalt og ingen anden udsmykning end konfirmanders graffiti. I stedet for orgelmusik hører jeget vinterstormen og lyden af dørhængslernes piben. I våbenhuset ligger to ødelagte englefigurer på jorden. På alteret er der ikke tændt lys, og dugen er beskidt. 

I de følgende tre strofer (9-11) sammenligner det lyrisk...