Fortælleteknik

Fortælleren er en skjult, alvidende tredjepersonsfortæller

Fortælleren i ”Den sidste Aften” er en skjult, alvidende fortæller. Fortælleren er skjult, fordi denne ikke selv er en person i teksten. Dog er fortælleren flere steder nærværende på grund af sine kommenterer. Det ser vi fx i novellens indledning, hvor fortælleren skaber rammen om handlingen: ”Det var blevet den sidste Aften. (…) Saadan var Ugerne gaaet, og nu var det den sidste Dag, ud paa Aftenen”. Her demonstreres det, at fortælleren kan overskue fortid og nutid. 

Fortælleren optræder ikke i teksten som en decideret person, men derimod som en stemme, der kommer til udtryk i et ubestemt ”man”. Fx: ”Man kom hjem, og man satte sig til Bords”. Fortælleren tager altså form som et ubestemt man i novellen. Det betyder, at man ikke kan udpege fortælleren som en fysisk person, der er en del af handlingen. Ikke desto mindre viser brugen af ”man”, at fortælleren er meget tæt på selve historien. Man’et optræder nemlig, når handlingen skrider frem. Fx: ”Man kom hjem, og man satte sig til Bords” eller ”Man gik ud i Haven…”. Man’et viser sig, når alle personerne gør det samme, fx sætter sig til bords. Det betyder, at fortælleren taler på alle karakterernes vegne. Fortælleren placerer sig i historien og sætter scenen. 

I afslutningen mærkes fortælleren igen i det anonyme ord ”man”: ”En underlig, nervøs Afskedtagen, hvor man undgaar at se paa hinanden, hvor den enes Haand ligger løst i den andens, og hvor man lader som om man skulle ses næste Dag”. Vi ser, at fortælleren har adgang til alle personernes tanker og adfærd. Det er altså ikke en personbunden fortæller, vi har at gøre med.

Virkning

”Den sidste Aften” er fortalt af en lidt speciel fortæller. Fortælleren er alvidende og kommer en lille smule til syne. I begyndelsen af novellen viser fortælleren sig som en stemme, der skaber historiens fremdrift. Fortæll...