Sprog og symboler

Sproget gør fortællingen absurd og morsom

”Forvandlingen” er egentlig en temmelig tragisk fortælling, men den er også ofte meget morsom. Humoren opstår i meget høj grad gennem absurditeten og i sammenstødet mellem den nøgterne fortællestil og de absurde hændelser. 

Det er absurd, når Gregor gør sig meget hverdagsagtige overvejelser over, at han har sovet over sig og er kommet for sent til sit tog, mens han vel at mærke er blevet forvandlet til et kæmpestort insekt. 

Beskrivelsen af, hvordan han prøver at komme ud af sengen med sin nye insektkrop, bliver også absurd i al sin detaljerigdom, for som læser kan man se den absurde scene udspille sig for sine øjne:

Det var ganske ligetil at kaste tæppet af; han behøvede bare at puste sig lidt op, og det faldt ned af sig selv. Men derefter blev det vanskeligt, især fordi han var så ualmindelig bred. Han havde måttet bruge arme og hænder for at rejse sig op; men i stedet for havde han kun de mange små ben, som uafbrudt var i de mest divergerende bevægelser og som han desuden ikke var herre over. Ville han en gang bøje et af dem, så var det straks det, der strakte sig; og lykkedes det ham endelig med dette ben at udføre det, han ville, så arbejdede alle de andre imens, løssluppent, i den højeste smertefulde ophidselse. »Bare ikke opholde sig unødigt i sengen,« sagde Gregor til sig selv.

Og det er både absurd og morsomt, når Gregor prøver at ’normalisere’ sin situation:

Gregor prøvede at forestille sig, om der ikke også en gang kunne være hændt noget lignende for prokuristen som det, han i dag havde været ude for; man måtte dog egentlig indrømme at den mulighed bestod.

Eller måske ikke! Samtidig er flere af personerne decideret lattervækkende: faren strunk i sin nye bankbudsuniform, de tre skæggede logerende, hushjælpen med den vippende strud...