På de næste sider hjælper vi dig med at analysere novellen ”Et kys”, som er skrevet af Klaus Rifbjerg i 1964. Vi fokuserer på følgende punkter i analysehjælpen:
Fremstillingsformen er både scenisk og panoramisk
”Et kys” kombinerer den sceniske og den panoramiske fremstillingsform. Der er nemlig scener, hvor jegfortælleren zoomer helt ind på begivenhederne og beskriver dem i detaljer. Der er dog også passager i novellen, hvor jegfortælleren beskriver begivenhederne mere overordnet uden at dykke ned i de specifikke detaljer.
Vi kan se et tydeligt eksempel på den sceniske fremstillingsform i slutscenen, hvor jegfortælleren og vennen kysser:
Jeg aner ikke, om det var ham, der sagde det. Jeg hørte bare den sætning igen. Efterhånden hørte jeg den ord for ord. Det – er – min – mor. Det er min mor. Jeg blev ved med at stirre på ham. Jeg ved ikke, om det var ham eller mig, der græd, men pludselig blev han utydelig, blinkende, skælvende, som set gennem vand.
Her kommer vi tæt på begivenhederne, vi hører, hvad vennen siger, og vi får beskrevet, hvordan jegfortælleren får tårer i øjnene, da han kigger på ham. Det har den virkning, at øjeblikket bliver levende og nærværende, så det bliver lettere for os at sætte os i jegfortællerens sted. Samtidigt udtrykker det en stor intensitet, som viser os, at oplevelsen har sat et tydeligt aftryk i fortælleren.
