Fortælleteknik
Novellen har en upålidelig jegfortæller
”Et kys” er fortalt af en jegfortæller, som selv spiller en central rolle i det fortalte. Jegfortælleren har altså en interesse i, hvordan han selv fremstår i fortællingen. Derfor er vi nødt til at være kritiske og overveje, om jegfortælleren er pålidelig.
Jegfortællerens mærkelige måde at formulere sig på vækker allerede vores mistanke i den første sætning: "Man kunne om den unge mand ikke sige noget som helst ufordelagtigt." Han formulerer sig på en indirekte, kringlet måde, der giver det indtryk, at han forsøger at skjule noget. Han kan ikke bare sige noget pænt om sin ven, men bliver nødt til at pakke komplimentet ind.
Der er samtidig noget modstridende over den måde, hvorpå han hele tiden afviser, at vennen skulle være homoseksuel, mens han fremhæver eksempler, der antyder, at han måske er homoseksuel.
Det virker, som om jegfortælleren er uærlig omkring sin hensigt. Han påstår, at han afviser, at vennen er homoseksuel, men i virkeligheden prøver han at overbevise os – og sig selv – om, at vennen er homoseksuel.
Samtidig er det tydeligt, at hans kontante snak om homoseksualitet i virkeligheden dækker over, at han selv har homoseksuelle drifter, som han ikke vil erkende. Vi kan derfor ikke uden videre stole på, hvad jeget fortæller os, når emnet er homoseksualitet. Jegfortælleren er meget upålidelig i ”Et kys”.
Han er ikke kun upålidelig, når snakken handler om tanker og følelser, men også i sin beskrivelse af konkrete begivenheder. Vi kan f.eks. fremhæve den selvmodsigende måde, han beskriver ...
