Her kan du læse vores analyse af digtet "Ekbátana" af Sophus Claussen. Vi har inddelt analysen i tre punkter, som er dækkende for de vigtigste kendetegn ved digtet.
Du kan finde yderligere inspiration til analysen i Studienets vejledning til digtanalyse. Her beskriver vi alle de analysepunkter, man kan se på i en analyse og fortolkning af et digt.
Ekbátana fremstilles som et symbol på alle jegets længsler
I digtets første strofe røber jeget, at hans forhold til Ekbátana er et såkaldt æstetisk og kunstnerisk forhold. Det lader ikke til, at han nogensinde har været i Ekbátana i fysisk forstand, men han forestiller sig, at det er et smukt sted. Det fremgår af strofe 1, hvor han taler om den form for skønhed, han gerne vil skabe i sine digte. Det er en skønhed, der kan sammenlignes med en solnedgang i Ekbátana.
I strofe 2 viser det sig, at det især af klangen af byens navn, som det lyriske jeg holder af. Han får fortalt af en såkaldt "Spotter", at navnet skal udtales Ekbatáne (med tryk på næstsidste stavelse), men "Hjærtet det elsker Ekbátana" skriver han i strofens sidste verslinje. Det vil sige, at hans hjerte elsker lyden af bynavnet, når man lægger betoningen på anden stavelse. Den såkaldte spotter skal i øvrigt forestille en lærd mand, der korrigerer det lyriske jeg. Men lærdommen giver ikke mening for jeget, der søger en anden form for sandhed med sine digte end den videnskabelige, objektive sandhed.
Jegets forestilling om Ekbátana er altså udtryk for, at han leder efter en dybere sandhed i tilværelsen. Det er en sandhed, som han kan finde i digtekunsten. I de følgende strofer lader det til, at det er menneskets fantasi og forestillingsevne, der viser os, hvordan verden egentlig hænger sammen. I strofe 3-7 beskriver jeget Ekbátana som et meget smukt sted, hvor han føler sig hjemme, og hvor det lader til, at alt har en dybere mening.
