Forstå teksten

"Ekbátana" (1896) af Sophus Claussen 

Digtet "Ekbátana" af Sophus Claussen handler om drømme og længsler. Ekbátana er navnet på en oldtidsby, som blev udgravet i 1800-tallet, men i digtet er det ikke så meget den konkrete by, det handler om. Digtet udtrykker snarere det lyriske jegs oplevelse af, hvordan vældige følelser strømmer gennem ham og vækker alle mulige længsler i ham. Det er følelser, der knytter sig til hans ungdom og til kunsten, herunder digtekunsten. 

Jegets følelser hænger sammen med hans forestilling om Ekbátana som et utrolig smukt sted, som han kan mærke helt ud i klangen af ordet: Ekbátana. Det bliver hurtigt klart for læseren, at det lyriske jeg elsker ordet Ekbátana af hele sit hjerte.

Digtet udtrykker selv en form for lyrisk skønhed i sin harmoniske opbygning. Der er både en fast rytme og enderim efter et nogenlunde regelmæssigt mønster. Alle strofer slutter desuden med ordet "Ekbátana", som dermed kommer til at rime på mange forskellige ting. 

Ordet kommer derved i sig til at virke magisk. Ekbátana bliver nærmest sagt som en slags trylleformular gennem hele digtet; en trylleformular, der både åbner for al verdens magi uden for jeget og for jegets egne minder om de stærke følelser, der vågnede i ham, da han som ung mødte kunstens store skønhed. 

I den følgende gennemgang af digtet har vi sat ordforklaringer ind i originalteksten (markeret med en tynd, stiplet linje). Vi har desuden delt digtet i fem mindre afsnit, som vi giver korte forklaringer til. Der sker nemlig en vis udvikling i digtet, som vi bedre kan få overblik over ved at dele det op i afsnit.

Strofe 1

Jeg husker den Vaar, da mit Hjærte i Kim
undfangede Drømmen og søgte et Rim,
hvis Glans skulde synke, jeg ved ej hvorfra,
som naar Solen gik ned i Ekbátana.

Strofe 1 s...