Vinkel: Fokus på 'ørkenen'

Vi har i denne indfaldsvinkel fokus på miljøet i ”Griskhed”. Handlingen er sat i en ørken. Ørkenen fremstår på en gang som et genkendeligt sted og som et fremmed og mystisk rum. Teksten etablerer med ørkenen et univers, hvor realistiske og ikke-realistiske elementer kan eksistere side om side. Vi vil i denne vinkel analysere, hvordan ørkenen fremstilles i novellen. Vi vil især kigge på, hvilke realistiske og ikke-realistiske træk, der knytter sig til ørkenen, og hvordan dødstematikken er tæt forbundet med ørkenen.

Uden for tid og rum

”Griskhed” foregår i et ørkenlandskab langt væk fra en moderne, genkendelig verden. Det nævnes ikke eksplicit i teksten, hvor ørkenen ligger, men beskrivelsen af landskabet minder om områder i Mexico og sydstaterne i USA, som de fleste forbinder med klassisk ørken. Dette område hedder Sonoraørkenen og er en af de varmeste ørkener i verden. Det passer godt til novellens beskrivelse af den brændende sol og følelsen af, at ørkenen kan bryde i brand hvert øjeblik.

I Sonoraørkenen vokser kæmpekaktussen. Det er den kaktus, man typisk kender fra westernfilm. Kæmpekaktussen er høj og opretstående med søjleformede arme. Der er stor afstand mellem kaktusserne, fordi deres rødder breder sig ud over et stort område. Det får dem til at se ensomme ud. Det store kaktus, der vokser foran bedsteforældrenes hus minder i beskrivelsen om kæmpekaktussen. Men det er meget vigtigt at holde fast i, at der ikke står noget om hverken Sonoraørkenen, Sydstaterne eller Mexico i teksten. Der er ikke nødvendigvis tale om et bestemt sted, endsige et rigtigt sted. Selvom vi kan finde træk i landskabet, der passer på Sonoraørkenen, kan miljøet i ”Griskhed” også være et opdigtet landskab, inspireret af USA og Mexico.

Vi kan læse i novellens indledning, at bedsteforældrenes hus ligger ”langt ude i ørkenen”. Det kunne til forveksling lyde som indledningen til et eventyr: ’Der var engang langt ude i ørkenen’. Formuleringen spiller også på børnesangen ’Langt ude i skoven lå et lille bjerg’. Fortællingen får noget eksotisk og eventyrligt over sig ved at være placeret et ikke-definerbart sted ”langt ude i ørkenen”. Det får ørkenen til at virke ikke-realistisk og løsrevet fra virkeligheden. Yderligere kan vi indlæse en reference til udtrykket ’den må du længere ud på landet med’. Dele af handlingen, særligt mod slutningen, fremstår som utrolige eller usandsynlige. Her kunne man få lyst til at sige ’den må du længere ud i ørkenen med’.

Der er ikke nogen tydelig markering af, hvornår handlingen placerer sig tidsmæssigt. Det er, som om tiden er gået i st...