Vinkel: Fokus på 'familien'

Der optræder fire personer i ”Griskhed”, som alle er i familie med hinanden. De repræsenterer tre generationer, bedsteforældre, datter og barnebarn. I denne indfaldsvinkel vil vi lave en personkarakteristik at tekstens to centrale personer, nemlig pigen og tanten. Vi vil undersøge, hvordan personkarakteristikken og temaerne død og griskhed hænger sammen. Vi vil også se, om der er nogle træk ved personerne, som er med til at overskride tekstens realisme og pege novellen mod magisk realisme eller eventyrgenren.

Navnløse arketyper

Noget af det første, vi lægger mærke til ved personerne, er, at de ikke har nogen navne. De bliver præsenteret som ’tante’, ’pigen’, ’mormor’ og ’morfar’. Tre af personerne bliver altså identificeret med deres slægtsbetegnelser frem for deres individuelle identitet (deres navne). Fortælleteknisk giver det god mening. Synsvinklen er knyttet til pigen, og vi ser begivenhederne ud fra hendes perspektiv. Pigen ville sandsynligvis ikke kalde sin tante og sine bedsteforældre ved fornavn, men blot kalde dem ’mormor’, ’morfar’ og ’tante’. Der opstår et nærvær i teksten, når fortælleren bruger karakterernes slægtsbetegnelser frem for deres navne. Sprogligt underbygger det oplevelsen af at være tæt på begivenhederne og at se dem fra et barns perspektiv.

Slægtsbetegnelserne fremhæver personernes funktion i familien som deres primære egenskab. Familien i ”Griskhed” er repræsenteret i tre generationer: mormoren og morfaren, tanten, som må være bedsteforældrenes datter, og så pigen, som er bedsteforældrenes barnebarn og tantens niece. Det virker påfaldende, at vi slet ikke hører noget om pigens forældre. Hvor er pigens mor (dvs. bedsteforældrenes datter og tantens søster) henne? Hvorfor hjælper hun ikke også sine gamle forældre ude i ørkenen? Det skaber en oplevelse af, at der er noget skjult eller mystisk ved familien, som vi ikke får fortalt.

I modsætning til mormoren, morfaren og tanten får pigen ikke knyttet nogen slægtsbetegnelser til sig. Hun omtales bare som ’pigen’ gennem hele teksten. ’Pigen’ er en upersonlig og generel måde at henvise til en person på. Det siger ikke noget om hendes plads i familien og slet ikke noget om hendes personlighed. Det udpeger kun hendes køn, og at hun er et barn. Dermed bliver en af hendes vigtigste egenskaber, at hun endnu ikke er voksen.

I eventyr har personerne nogle bestemte egenskaber og udfylder en bestemt funktion i teksten. De er med andre ord endimensionelle. Vi kalder den type karakterer for arketyper (en arketype er et typisk eksempel på en bestemt slags person). I eventyrene møder vi som regel prinsessen, prinsen, den onde stedmoder, bedstemoderen, heksen osv. Arketyperne overrasker ikke. Vi forventer, at de opfører sig på en helt bestemt måde i overensstemmelse med deres rolle i handlingen.

Personerne i ”Griskhed” deler træk med eventyrenes arketypiske persongalleri. De gennemgår ikke en psykologisk udvikling i løbet af novellen, med undtagelse af pigen, som til sidst i handlingen bryder ud af passiviteten. Vi møder ikke prinsesser og onde stedmødre i ”Griskhed”, men pigen, tante, mormor og morfar. De har nogle bestemte karaktertræk og repræsenterer forskellige syn på tilværelsen.

Bedsteforældrene er de kærlige, omsorgsfulde, gode mennesker, som kunne give pigen tryghed. Tanten er lidt som en ond stedmor, der er sur og irr...