Sprog

Sproget i "Griskhed" er almindeligt og hverdagsagtigt. Det passer med, at fortællingen handler om pigen. Vi analyserer, hvordan sproget i dialogerne viser os en underliggende konflikt mellem pigens og tantens værdier. Vi viser, hvordan kaktussen får symbolsk betydning i novellen, og at titlen er tæt knyttet til et hovedtema i teksten.

Sproget er neutralt og hverdagsagtigt

Sproget i ”Griskhed” er ligefremt og hverdagsagtigt. Det er præget af mange korte, konstaterende hovedsætninger, som har grundleddet forrest. I indledningen lyder det: ”Det tog næsten to uger at rydde op i mormor og morfars hus. Huset ligger langt ude i ørkenen. Morfar døde for et år siden og mormor i sidste måned. Det var pigen og hendes tante, der skulle arve.” De korte hovedsætninger følger efter hinanden i en konstaterende opremsning, som gør sproget bastant. Sætningerne er informationsmættede. De beskriver tingene og stederne nøgternt og konkret. Deres funktion er altså at give os de nødvendige oplysninger og ikke at udforske sprogets æstetiske muligheder.

Andre steder i novellen støder vi også på længere sætninger, som består af både hovedsætninger og flere ledsætninger. Her bliver sproget mere flydende og fortællende, fx: ”Da morfar ikke længere kunne se og kun bad om at få fred, og mormor lå i sengen uden at kunne huske, ringede tante til pigen og sagde, at hun skulle komme.”

Virkning

De korte sætninger og det hverdagsagtige sprog passer godt til en ung piges sprog. Det giver en oplevelse af, at det er et barn eller et ungt menneske, som sanser verden i ”Griskhed”. Det stemmer overens med, at synsvinklen er kn...