Analyse

”Griskhed” af Charlotte Weitze er skrevet i 2005. Novellen kredser om temaerne død, familieforhold, generationskløfter og grådighed. Det er universelle temaer, som eksisterer på tværs af forskellige historiske perioder og ikke knytter sig særligt til vores samtid. Novellens afsæt er realistisk, men teksten låner også træk fra eventyrgenren og folketro. Genremæssigt er den interessant, fordi den skaber sit helt eget udtryk.

De centrale personer i ”Griskhed” er pigen og tanten. Pigen er hovedperson og synsvinkelbærer. Pigen og tanten fungerer som modsætninger i novellen. I personkarakteristikken vil vi fokusere på dem og deres modsætningsfyldte forhold.

Miljøet i ”Griskhed” er ørkenen. Handlingen udspiller sig ”langt ude i ørkenen”. Der er ikke nogen konkrete markører, som kan placere handlingen i en bestemt tidsperiode eller på et specifikt sted. Det gør miljøet universelt og giver det et strejf af noget eventyrligt. Der er en undertone af det overnaturlige i novellen, som forbindes med ørkenmiljøet. Ørkenen er det sted, hvor grænsen mellem det realistiske og ikke-realistiske overskrides.

Det fortællende sprog er neutralt og hverdagsagtigt. Det sætter en realistisk ramme om fortællingen. Samtidig arbejder teksten med et symbolsprog, som stammer fra eventyr og folketro. Vi møder talmagi, arketyper og overnaturlige væsner.

Fortælleteknikken er præget af, at synsvinklen er knyttet til pigen. Tredjepersonsfortælleren veksler mellem indre og ydre beskrivelse og mellem bagudsyn og medsyn. Det hænger sammen med den fragmenterede komposition, hvor teksten pendler mellem fortid og nutid. Det fremadskridende handlingsforløb afbrydes af pigens minder om sine bedsteforældre i form af flashbacks. Den krydsklippende komposition sætter sit aftryk i sproget, som veksler mellem nutid og datid.

”Griskhed” er på flere punkter en klassisk novelle. Men den skaber også sin egen særlige genre ved at låne træk fra andre genrer og stilarter, som blandes med den realistiske novelleform. På den måde opstår et komplekst udtryk, hvor kommoder og duge, benzinsøer og et dødsrige med hvide skygger kan eksistere side om side.

På de følgende sider får du hjælp til at analysere ”Griskhed”. Analysen kan både bruges til mundtlig forberedelse og til en skriftlig opgave. I analysehjælpen folder vi hver pointe ud, så den bliver grundigt forklaret. Det gør vi, fordi vi gerne vil hjælpe dig med at forstå teksten og finde ud af, hvordan vi egentligt gør, når vi analyserer.