Fortolkning og perspektivering

Digtet tematiserer angst som en klaustrofobisk oplevelse

Digtet “Ångest, ångest är min arvedel” af Pär Lagerkvist tematiserer angst. Det er ikke så vanskeligt at konstatere, for det fremgår allerede af digtets titel. Det vigtige i fortolkningen er derfor at svare på, hvordan digtet tematiserer angst, og hvad vi på et dybere plan får at vide om angsten. 

I analysen af digtets sproglige virkemidler og fysiske miljø har vi forklaret, hvordan digtets landskabsbeskrivelser har en klaustrofobisk virkning. Klaustrofobi er følelsen af at være indelukket. Jeget kan hverken se eller høre noget i det rum, hvor han befinder sig. Han må derfor famle sig frem med hænderne. Men alt, hvad han får fat i, er hårdt og stift. Han river sig på omgivelserne og kan derfor ikke finde nogen vej ud af det "mørke rum", som han kalder det.

Det kan vi tolke som et billede på, at føler sig spærret inde i angsten. Angsten gør det umuligt for ham at gribe fat i noget uden for jeget selv. Han er helt isoleret fra omverdenen og har heller ikke kontakt til andre mennesker i digtet. Den eneste kontakt han har, signaleres i titlen med ordet "arvedel". Jeget har arvet angsten, så der må altså være andre før ham, der har oplevet noget lignende. Det tematiseres dog ikke i digtet, som udelukkende er jegets beskrivelse af angsten. 

Vi kan derfor også tolke digtet ...