SRP om Twin Peaks i Engelsk A og Musik A

Uddrag

Indledning

David Lynchs indtræden i den kommercielle Tv-verden var til særdeleshed epokegørende og kontroversiel. Med tidligere auteur-film, som den surrealistiske Eraserhead (1977) og Neo-noir filmen Blue Velvet (1986), havde Lynch vundet sig en betydelig plads i kultverdenen og i New American Cinema bevægelsen . På trods af sin rolle i oppositionsbevægelsen til den store, profitorienterede Hollywood-kultur, skabte han med Twin Peaks (1990-1991) sig en plads i hjerterne hos den brede kommercielle fanskare, og stod dermed med ét ben i kultlejren og et andet i Hollywood. Umiddelbart efter seriens premiere d. 8 april blev den, især i mainstream-kulturen, hyldet for dens originalitet, bl.a. af TIME Magazine: ”It may be the most hauntingly original work ever done for American TV” ; ja selv Dronning Elizabeth var kerneseer . Et svigtende seertal, samt Lynchs stædige tilknytning til filmisk avantgarde og postmodernisme, drejede serien væk fra mainstreamen og i retning af alligevel at opnå kult- og klassikerstatus som renommé. Men selv om serien i dag i høj grad anses som et postmoderne mesterværk af litterær og musikalsk kompleksitet, var det svigtende seertal en skæbne der efterhånden førte til, at seriens amerikanske distributør, ABC, valgte at stoppe produktionen efter anden sæson.
Der eksisterer bred enighed om, at én af mange grunde til Tv-seriens succes er dets gådefulde soundtrack, udarbejdet i et yderst kompetent samarbejde mellem Lynch og de to musikere, Angelo Badalamenti og Julee Cruise. Det er blevet hyldet som et af de vigtigste soundtracks i filmhistorien, og har vundet store priser . Især Lynch og Badalamentis evne til at skabe et unikt univers af lyd og billede samt fortællingen og dets rum er blevet lovprist.
Det er med dette udgangspunkt at denne opgave er udarbejdet. Allerførst redegøres der for Lynch og Badalamentis samarbejde samt postmodernismen. For at belyse Twin Peaks som et postmoderne værk hvor musikken, det visuelle og det narrative indgår i et komplekst samarbejde, vil jeg gennemgå følgende: Jeg vil analysere tre sange fra det originale soundtrack og koble det til forskellige filmmæssige sekvenser med henblik på at belyse dets komplementere evne. Musikkens rolle vil jeg hovedsageligt analysere i Pilotepisoden, med yderligere henblik på resten af serien. For at styrke idéen om det postmoderne univers i Twin Peaks vil jeg analysere karaktererne Agent Dale Cooper og Laura Palmer med særlig vægt på deres rolle som postmoderne personer. Her følger en samlet vurdering af musikkens rolle i forhold til seeren, serien og det postmoderne karakterunivers. Slutteligt vil seriens musikalske og litterære intertekstualitet samt en perspektivering til Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey og Richard Wagners Nibelungens Ring ske, for yderligere at sætte postmoderne elementer og musikken rolle i perspektiv.

Hjernen og Øret bag skabelsen af Twin Peaks

”The music has to marry with the picture and enhance it. You can't just lob something in and think it's going to work, even if it's one of your all-time favorite songs. That music may have nothing to do with the scene. When it marries, you can feel it.”
Lynchs ord opsummerer ikke blot hans fordringsfulde prioritering af det audiovisuelles samarbejde og konsensus, men udtrykker også implicit vigtigheden af et velfungerende samarbejde mellem kunstnere. Musikken i Twin Peaks er næsten lig med samarbejdet mellem David Lynch og Angelo Badalamenti. Et ægteskab for livet, eller i hvert fald et broderskab. Det har holdt lige siden, og Badalamenti har komponeret originale soundtracks til næsten alle Lynchs værker, hvor musikken til Lynchs film tidligere var prækomponeret. Samarbejdet bliver tit refereret til som et af de vigtigste i filmhistorien, hvilket til dels skyldes Lynchs alsidige genialitet. Udover hans dybe kendskab til filmverdenen, har han prøvet kræfter med malerkunst og musik. Han er dybt interesseret i metafysiske emner som drømme, underbevidsthed og spiritualisme . Hans filosofiske indsigt er imponerende, og dette afspejler sig i den grad i hans værker som oftest er af bred kulturel relevans. Mysteriet om den myrdede pige, Laura Palmer, er derfor umulig at klassificere uden at stille det op imod en lang stribe genrer som thriller, neo-noir, science-fiction og soap-opera. Derfor bliver hans film omtalt med hybridbegreber som ”new wave gothic-soap” , og han har endda har givet navn til sit helt eget adjektiv Lynchian til hans absurde genre. Af disse grunde vil Twin Peaks blive gennemgået som et komplekst postmoderne værk i næste afsnit.
På trods af denne kompleksitet, og selv om Badalamenti har en evne til at bruge alt fra 50'er-cooljazz og postmodernistisk avantgarde til romantisk/gotisk-horror, samt drømme- og surf-pop, har både han og Lynch en atmosfære de er enige om, at de er gode til at skabe. Som svar på netop spørgsmålet om musikstil, svarer Badalamenti: ”at min musik ofte fremmaner billedet af en verden, der er hjemsøgt, bittersød og potentielt tragisk. De begrebsverdener, som det er mest oplagt for mig at beskrive, er især skønhed og kærlighed med et strejf af tristesse iblandet frygt og mystik” . En underverden med dybe paralleller til underbevidstheden, drifter og drømme, der også gør sig gældende i Lynchs idéer... Køb adgang for at læse mere Allerede medlem? Log ind