Krypotologi og Slaget om Atlanten | SRP

Uddrag

Kryptologi har altid været eksisterende ligeså vel som sproget. Behovet for hemmelig kom-munikation mellem to parter har altid været eksisterende, hvor tredjeparten ikke har måtte få fat i de fortrolige oplysninger. Igennem verdenshistorien er der opfundet utallige metoder, at kryptere beskeder på. Ligeledes er der folk, som har arbejdet med at dekryptere beskeder.

Efter 1. Verdenskrig ønskede man en måde at kryptere på, som skulle foregå mekanisk, idet man formodede, at det ville være mere sikkert og enkelt. I forlængelse af dette oprettede de to tyskere A. Scherbius og R. Ritter i 1918 krypteringsmaskinen Enigma. Enigma er det græ-ske ord for ”gåde” og var såmænd det, som var tanken bag Enigma-maskinen. Man mente, at denne maskine var ubrydelig.
...

Man indså tidligt, at metoden var et svagt krypteringsmetode, idet man benyttede sig af statistik. Man regnede ud, at nogle krypteringsbogstaver ville forekomme hyppigere end andre bogstaver. Eksempelvis forekommer ”e” oftere end ”x”. Det vil sige, at det bogstav der forekom hyppigst i en given kryptotekst, svarede til et ”e” i teksten. Senere lancerede man det såkaldte polyalfabetisk ciffer, hvor der blev anvendt mere end ét alfabet, som gjorde det sværere at dekryptere koden, hvis man benyttede sig af dekryptering i forhold til statistik af bogstaver. Det lykkedes dog at bryde koderne, da anvendelsen af alfabeter ikke var stort nok, ved igen at benytte sig af statistik. Dog fandt man ud af, at hvis man benyttede sig af et nyt alfabet for hvert bogstav, ville koden være ubrydelig – men problemet med sådan et system er, at det krævede en masse information, kodebøger mm. Meddelelser blev sendt hver dag, og ville tage en evighed for at dekryptere, selv med kodebøgerne i hånden.
Af den grund, ledte man efter 1. Verdenskrig, metoder der bestod af mekanisk kryptering... Køb adgang for at læse mere Allerede medlem? Log ind