På de næste sider får du hjælp til at analysere “Under Aaget”. Teksten er skrevet af Henrik Pontoppidan og udkom den 1. juli 1885 som en avisartikel i Dags-Avisen.
Hvis du har behov for mere hjælp til at komme i gang med analysen på egen hånd, anbefaler vi, at du læser vores generelle vejledning til novelleanalyse. Selv om ”Under Aaget” afviger en del fra novellegenren, kan du sagtens bruge mange af vejledningens pointer i din analyse:
Det sociale miljø er præget af et nyt klasseskel
Det sociale miljø bliver især beskrevet i tekstens slutning. Her lægger jegfortælleren sine indtryk fra vandreturen sammen og beskriver de nye klasseskel, der præger livet på landet i slutningen af 1800-tallet. Det gør han ved at fokusere på den lille landsby, hvor husmændene bor, og sætte den i kontrast til de store nye bondegårde, der ligger rundt omkring i landskabet:
Omkring det store, svagt kobberfarvede Gadekær færdedes Husmandsfolket til og fra Brøndene med Spande og Aag. Andre drev stilfærdigt en Ko eller et gammelt Hors til Vanding; […] Paa Trappestenene og langs Husgavlene sad Flokke af Børn og rodede i Snavset. Men over det hele ragede de otte ny Bøndergaarde majestætisk op som smaa Herresæder. Fra nogle kom Arbejderne slentrende ud med Frakken over Armen og Madkassen i en Snor over Skuldren – og drev trætte bort over Markerne.
Her er det nye klasseskel helt tydeligt markeret med sammenligningen mellem de nye bondegårde og de gamle ”Herresæder” og med bemærkningen om, hvordan ”Arbejderne” ydmygt vender hjem fra arbejdsdagen på bondegårdene. Arbejdernes børn sidder desuden og roder "i Snavset", som der står.
Det nye klasseskel fører ikke umiddelbart til de samme drabelige konflikter, som fortælleren har beskrevet i indledningen. Arbejderne gør ikke oprør mod de nye herremænd, bønderne, men passer stille og roligt deres arbejde.
Samtidig er det som om, fortælleren opfatter de store sociale uligheder som en skændsel eller skamplet på samfundet. Det er det indtryk, vi får, da han slutter sin beretning med igen at tænke på al forfaldet og elendigheden i gamle Elses hus og dernæst gentage ordene: "Frihedens – Fremskridtets – Humanitetens Aarhundrede."
