Forstå teksten

“Under Aaget” er skrevet for mere end 135 år siden. Det præger naturligvis tekstens ordvalg og gør det ind imellem nødvendigt at slå op i en ordbog. Vi har gjort det meste af arbejdet for dig og skrevet ordforklaringer ind i originalteksten ved de vanskeligste ord og ved de udtryk, der henviser til særlige historiske forhold. Vi opsummerer også handlingen med korte forklaringer i løbet af teksten, så du er sikker på, du har forstået teksten rigtigt. 

Du kan selv slå flere ord op, hvis du kommer i tvivl om betydningen. Vi anbefaler at bruge ordnet.dk, hvor der også er ordbøger fra samme tid, som “Under Aaget” er skrevet. Mange ord ændrer betydning med årene, så det kan være en god ide at bruge gamle ordbøger, når du arbejder med gamle tekster. Det vigtigste er dog, at du husker din kritiske sans, når du arbejder med betydningen af “Under Aaget”.

Under Aaget

Henrik Pontoppidan (1885)

Det var en Dag mellem Jul og Fastelavn. Jeg maa formodentlig være gaaet i Tanker; ti pludselig standsede jeg, og opdagede til min Forbavselse, at jeg befandt mig midt ude paa de store Hovmarker.

Det er altid underlige Tanker, der vækkes hos en ved Synet af denne gamle Lidelses- og Kampplads. Ikke mindst en saadan vaad og inderlig melankolsk Februardag, naar en lav, sorteblaa Snehimmel hænger ned over Jorden, hviler der noget af Kamppladsens storladne Tungsind over disse mægtige, øde og vinternøgne Tomter med deres uendelig lange Stendiger og enlige Hybentorne.

Det er, som spøgede endnu de svundne Aarhundreders Liv i denne bølgende, lavt svævende Jordrøg, der driver hen over Agrene. Man synes at se dem for sig, disse duvende Skikkelser, der slæbte sig frem her under Ladefogdens Stokkeslag, agede med Plov eller samlede Stene: sløve, forhungrede Trækdyr i skidne og sønderflængede Kitler, krumbøjede Oldinger, frugtsommelige Kvinder.

Dernede i Lavningen, hvorfra Herregaardens takkede Gavl netop stikker op over Bakkelinjen, glimter endnu den selv samme Rude, gennem hvilken i sin Tid Greven mønstrede sine Bønder, naar han hver Ugedag lod dem passere forbi under Træhesten med bagbundne Hænder og blottede Hoveder.

Den bugtede Linje hist ovre paa den anden Side Mosen, med den høje Række Popler, der halvt udviskes af Taagen, er den gamle Bygdevej, om hvilken der fortælles, at ad den slæbtes om Natten Pigeofrene til Borgen – naar de da ikke gik godvillig. Om Dagen derimod rullede de stolte Naadigfruer her forbi med deres springende Firspand og ridende Svende, mens Bønderne skælvende bøjede sig mod Jorden eller skjulte sig i Markerne.

Men ad samme Vej drog en Julenat en sværtet Skare med Lygter og blussende Brande – sprængte Borgporten, tumlede op ad Trapperne, huggede ned for Fode med Økser og Køller, parterede Herremanden, kastede ham under høje Glædeshyl Stykke for Stykke ned i Ringgraven og voldtog hans Frue.

Derovre paa den høje, golde Bakke har Bondebyen ligget. De smaa Sænkninger hist og her i Jordsmonnet viser endnu Brøndenes Plads. Paa det mørke, fremspringende Punkt, hvor nu en venlig Tjørn dukker sig for Vestenvinden, blev en Gang otte Bønder lagt paa Hjul og Stejle, fordi de havde forset sig under en Harejagt. Spredt omkring Brøndene har Lerhytterne ligget, klinet til Bakkesiden som store Fuglereder. Og inden i de smaa, mørke og fugtige Rum, hvor Rotterne tumlede sig over Hoved og under Fødder, sad det forkuede og forarmede Folk ved sin Vallesøbe og Havregrød, bøjet af Værk, ømmede sig af Hug, gnavet af Utøj – spidsende Øren som en frygtsom Hund hver Gang Raab eller Piskeknald bares herop fra Dalen.

Hvor det klinger underlig fjærnt. Man kan næsten ikke faa sig selv til at tro, at al denne Umenneskelighed har fundet Sted saa nær op imod vort eget – Frihedens, Fremskridtets, Humanitetens Aarhundrede.

Men kunde disse Marker tale – hvilken Sum af Lidelse, af Ondskab, af Ubarmhjertighed vilde de ikke netop i disse Tider raabe ud over Landet. Hver Plet fra Skel til Skel vilde skrige om Elendighed og Jammer, hvert Skridt ringe Skændslen ind i Øret paa denne Slægt, hvis Hæder og Hævn det en Gang skal blive at høste denne Jord, som vore Fædre har pløjet.

Opsummering af indledningen
 

Kun brugere med et Studienet medlemskab kan se dette indhold. Køb adgang.

Under slige Betragtninger naaede jeg – atter uden egentlig selv at vide det – ud paa den anden Side af Hovmarks-Grænsen og standsede her foran et lille, enligt liggende Hus, der skjulte sig i en flad, kedelformet Fordybning imellem Bakkerne, og som straks paa en særegen Maade tiltrak sig min Opmærksomhed.

Det var ikke alene dets ualmindelige Ælde, dets underlig høje, gammeldags Tagform og de meget lave Lermure med smaa blyfældte Ruder, der øjeblikkelig slog mig. Det var tillige noget eget stumt, tomt, uddødt, der ligesom hvilede over det, og som kunde bringe en til at tro, det var en forladt og forglemt Levning fra hine længst forsvundne Tider, der paa denne skjulte og afsides liggende Plet havde faaet Lov til uforstyrret at smuldre hen. Der var ikke en Lyd at høre derinde fra, ikke menneskeligt Liv at spore bag de fuldkommen tomme Vinduer. Og ikke saa meget som en Trævl hængt til Bleg paa de fire, halvt udgaaede Stikkelsbærbuske, der dannede en Slags Hæk langs Husets Forside.

Det tog sig virkelig ganske besynderligt ud.

Af Nysgerrighed trykkede jeg forsigtigt paa Klinken. Jo, der var aabent; og gennem en lille Forstue med en muggen, indestængt Luft, kom jeg ind i et temmelig stort, med sparsomt og gammelt Bohave forsynet Rum, hvor Støvet laa i tætte Lag over Bord og Bænk.

Et par henvisnede Potteplanter, der stod under Bænken i en tør, askeagtig Jord, kunde for den Sags Skyld godt se ud til at have staaet urørt saaledes i Aarhundreder. Og paa Væggen lige for Døren hang et gammelt, lappet og muggent Skørt, som Møllene halvt om halvt havde fortæret.

Men det kom mig for, jeg kunde mærke ligesom svage Spor af Tørveos. Ogsaa de tydelige Mærker af et Sæt Fingre i Bordpladens Støvlag syntes bestemt at tyde paa, at Mennesker i al Fald endnu havde Gang her i Hulen.

Idet jeg vendte mig for at gaa, opdagede jeg imidlertid henne i Sengen (en bred ormstukken Halmseng med en gardinløs Himmel over) en kvindelig Skikkelse – en graa indskrumpet Mumie, der laa sammenbøjet, med Ansigtet ind imod Væggen, under et gammelt, slimet Dynevaar, der faldt slattende om det lille Legeme. Et rødt Tørklæde var bundet fast omkring Hovedet. Og oppe under Hagen laa begge de tørre voksblege Hænder trykket tæt ind mod Kroppen og knyttede.

Jeg traadte uvilkaarligt et Skridt tilbage – et Lig.

Men i det samme drejede Skikkelsen med Anstrængelse sit Hoved en næsten umærkelig Smule. Og med en Stemme, jeg ingen Sinde i mit Liv vil glemme - en lille, hviskende, klangløs Stemme, der syntes som hentet langt bort fra en hel anden og fjærn Verden, hørte jeg hende sige de Ord:

"Er det Dig, Kathrine?"

Jeg blev saa underlig til Mode ved pludselig at høre menneskelig Røst, og vidste saa lidt, hvorledes jeg i Hast skulde svare og forklare mig, at jeg efter lidt Betænkning foretrak ganske sagte at liste ud igen den Vej, jeg var kommen. Halvt fortumlet fik jeg Døren lukket efter mig, og stod atter ude paa Vejen.

Her kom en vraltende og pjaltet Husmandskone ned imod mig fra en Samling Smaahytter, hvis sodede Skorstenspiber stak op over den nærmeste Skraaning. Hun havde et stort, sovende Barn paa Armen, og allerede i lang Afstand standsede hun og skreg ned til mig:

"Vil han snakke med no'en?"

Jeg summede mig som bedst, og raabte derpaa tilbage:

"Hvad er det for en Kone der ligger inde?"

"Hvem den Kone er?"

"Ja."

"Det er gamle Else."

"Hvad ligger hun der for?"

"Hva'?"

"Hvorfor ligger hun der?"

"Hvorfor hun ligger der," hørte jeg hende gentage for sig selv (ti Vinden bar med), hvorpaa hun atter langsomt satte sig i Bevægelse ned imod mig med sin besværlige Gang. En halv Snes Alen fra mig standsede hun igen og undersøgte mig fra Top til Taa med et Par ikke meget kløgtige Øjne. "Hvor skulde hun ellers ligge?" ligesom faldt det hende ud af Munden.

"Er hun da syg?"

"Ja-a. Hun er 84."

"Men ligger hun da ganske ene?"

"Hva'?"

"Er der ingen, der plejer hende?"

"Jo, det gør jeg."

"Hvor bor De?"

"Oppe i Husene. Men efter Davre og efter Midaften gaar jeg over og gi'er hende Mad og pusler hendes Seng."

"Men om Natten? Ligger hun saa ogsaa alene?"

"Ja-a, hun er ikke forknyt. Hun har løbet omkap med en Hest."

"Med en Hest – Naar var det?"

"Øj, Hillekors, ja, det var før der var tænkt paa nogen af os to. Men vor Bedstemor har snakket om hende, hun var en rap Kone, sagde hun."

Jeg skottede uvilkaarligt tilbage til Hytten.

"Hvorlænge har hun ligget saadan?"

"Otte Aar til St. Hansdag."

"Otte Aar – "

Opsummering af midterdelen
 

Kun brugere med et Studienet medlemskab kan se dette indhold. Køb adgang.

 

Det varede en Stund, inden jeg fik klaret, hvad der var Drøm, og hvad der var Oplevelse, hvad der tilhørte Nutid, hvad Fortid. Det flød saa underligt over i hinanden, syntes jeg.

Men da jeg kom op paa Bakken over Byen, standsede jeg atter, og saa ud over den.

Det var netop i Sysletiden.

I Vest dalede Solen langsomt ned over en smal Strime gyldenblank Himmel. I Øst stod mørke Skybanker ude over Fjorden. Omkring det store, svagt kobberfarvede Gadekær færdedes Husmandsfolket til og fra Brøndene med Spande og Aag. Andre drev stilfærdigt en Ko eller et gammelt Hors til Vanding; og paa den aabne Plads foran Skolen vakte et løst Føl Moro ved at spjætte ud mod enhver, der nærmede sig. En gammel Morlille kiggede ud af Døren paa en Hytte næst ved, for at se hvad der var paa Færde. Paa Trappestenene og langs Husgavlene sad Flokke af Børn og rodede i Snavset. Men over det hele ragede de otte ny Bøndergaarde majestætisk op som smaa Herresæder. Fra nogle kom Arbejderne slentrende ud med Frakken over Armen og Madkassen i en Snor over Skuldren – og drev trætte bort over Markerne. Inde fra andre lød endnu Plejlen – som et roligt, ensformigt Hjærteslag.

Men bagfra ligesom stak den lille Hule mellem Bakkerne mig i Øjnene. Og langsomt og stille gentog jeg for mig selv:

"Frihedens – Fremskridtets – Humanitetens Aarhundrede."

Opsummering af afslutningen
 

Kun brugere med et Studienet medlemskab kan se dette indhold. Køb adgang.

...

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind