Aftnerne var næsten de værste

Her får du hjælp til at analysere og fortolke digtet ”Aftnerne var næsten de værste”. Digtet er skrevet af Vita Andersen og udgivet i Tryghedsnarkomaner fra 1997. 

Resumé

Digtet består af én lang strofe, som gengiver en bevidsthedsstrøm i en 30-årig kvinde. Vi hører om hendes aftener, hvor hun sidder sammen med ægtemanden Poul foran tv’et. Hun gider ikke se det, men føler sig rastløst og træt. Alligevel føler hun ikke, at hun kan gå i seng allerede halv ni. Hver morgen har hun travlt med at få familien afsted, så her er hun ikke plaget af de samme tanker.

Hun tænker over, at hendes liv er blevet én lang gentagelse, hvor hun intet har at se frem til. Udover at det skal gå børnene godt. Hun tænker at deres spejlbilleder i tv-skærmen får hende og Poul til at ligne genfærd uden liv. 

Vi hører, at de stort set intet sexliv har udover ved specielle lejligheder. På ferier til Mallorca kigger Poul langt efter unge og slanke kvinder i bikini. Hun føler sig ikke attraktiv selv. Børnefødslerne har præget hendes krop og gjort hende tyk. Moren havde ellers advaret hende om, at hun mistede sin ungdom ved at blive tidligt gravid. Hun overhørte dog advarslen, fordi hun ikke kunne forestille sig det anderledes. Hun ønsker sig endda et barn til. 

Vi hører, at parret stort set ikke taler sammen længere, fordi de ikke har noget at tale om. I stedet fylder de fritiden med vedligeholdelse, vasketøj og rengøring i hjemmet, så de for børnenes skyld kan have et ordentligt hjem. Det betyder også at kvinden har fuldtidsarbejde ved siden af arbejdet i hjemmet.

Hun tænker, at hun har det godt, fordi hendes mand er stabil og ikke drikker. Selv spiser hun en masse slik, so...