Thomas Ziehe er en tysk sociolog og professor i pædagogik (1947-). Han er især kendt for sit begreb kulturel frisættelse og sine undersøgelser af, hvordan unge reagerer på det senmoderne samfund.
Du møder typisk Ziehe som en del af kernestoffet i sociologi i din samfundsfagsundervisning, men du kan også støde på ham i Psykologi. Ziehe kan bruges på både A-, B- og C-niveau i Samfundsfag. Han bliver typisk inddraget i forløb om det senmoderne samfund og ofte i forbindelse med teoretikerne Anthony Giddens og Ulrich Beck.
I kompendiet finder du en grundig gennemgang af dele af Ziehes teori. Vi forklarer to kendetegn i det senmoderne samfund: kulturel frisættelse og formbarhed. Kendetegnene fører til de tre reaktioner, subjektivering, ontologisering og potensering, som vi også gennemgår.
Vi forklarer Ziehes begreber hver for sig, men de hænger i høj grad sammen. I kompendiet hjælper vi dig med at få styr på, hvordan begreberne hænger sammen.
Siden Noter opridser kort Ziehes teori, mens siden Begreber giver en kort og præcis gennemgang af Ziehes begreber. Du kan med fordel bruge siderne, hvis du har brug for en hurtig genopfriskning af begreberne.
Uddrag fra siden kulturel frisættelse
Individet har fået et større ansvar i det senmoderne samfund. Når traditioner ikke længere bestemmer, hvordan individets liv skal udforme sig, så er det individet selv, der skal forme sit liv. Det betyder, at individet er ansvarlig for sin egen lykke. Det vil sige, at hvis man ikke er tilfreds med sit liv, så er det ens egen skyld.
Samtidig betyder et øget antal muligheder ikke, at mulighederne kan udnyttes. Den kulturelle frisættelse har givet individet flere muligheder og dermed flere ting vi forventer af vores liv. Individet har fået større forventninger og drømme for livet, men det er ikke sikkert, at drømmene kan gøres til virkelighed. Frisættelsen kan derfor også få individet til at føle sig utilstrækkelig, når det ikke opnår det det gerne vil. Vi er altså ikke frie til at gøre, hvad som helst. Men fordi vi opfatter os selv som frie, så bliver det individets egen skyld, når det ikke udlever sine drømme. Det kalder Ziehe for myten om formbarhed.
I det traditionelle samfund vidste individet godt, at mulighederne var begrænset og det havde derfor ikke store forventninger til sit liv. Der var derfor god overensstemmelse mellem hvad man ville og hvad man kunne. I det senmoderne er mulighederne til stede og individet vil derfor gerne mere, men det betyder ikke nødvendigvis, at individet kan nå sine mål. Det betyder, at der i det senmoderne samfund er en større forskel på, hvad man kan og hvad man vil. Individet føler sig utilstrækkeligt, når det ønsker noget det ikke kan opnå.
