Opgaven om takketalen som genre fra HF d. 16. maj 2023 tager udgangspunkt i ”Takketale ved overrækkelse af De Gyldne Laurbær 2022” af Thomas Korsgaard.
På de følgende sider hjælper vi dig med at analysere og fortolke talen, så du har et godt udgangspunkt for at skrive din artikel. Men du kan også bruge vores analysehjælp her, hvis du arbejder med teksten i anden sammenhæng.
Har du brug for mere hjælp til at analysere og fortolke teksten, kan du kaste et blik på vores vejledning til analyse af taler.
Her kan du læse et uddrag fra analysehjælpen:
Et andet særligt træk ved talen er, at den indirekte henviser til det værk, som Korsgaard bliver belønnet for, Man skulle nok have været der. Romanen er det afsluttende bind i den såkaldte Tue-trilogi:
For det at komme i kontakt med andre mennesker er jo ikke altid så let og ligetil.
Lad os for eksempel tage en, jeg kender rigtig godt, der hedder Tue. Hans arbejde er at gadesælge abonnementer for Politiken. Det at stå og dele aviser ud er et af de mest synlige jobs der findes, hele Tues levegrundlag er baseret på netop det at komme i kontakt, når han står og bræger udover gaderne fra sin ladvogn: KAN JEG LOKKE MED DAGENS AVIS! EN POLITIKEN MED? ER DET MULIGT AT FRISTE MED DAGENS POLITIKEN, HELT GRATIS?
Det er humoristisk, indforstået og flertydigt, når Korsgaard beskriver Tue som en, han ”kender rigtig godt”. Tue er jo hovedpersonen i de tre romaner, som Korsgaard har skrevet. Korsgaard har altså selv opfundet Tue. I vid udstrækning er han endda Tue. Romanerne er nemlig stærkt inspireret af Korsgaards egen opvækst. Så stærkt, at mange har tolket dem som autofiktion.
I talen kommer scenerne med Tue også til at optræde på linje med Korsgaards e-mails fra barndommen. På den måde kommer episoderne med Tue til at virke som endnu en scene fra Korsgaard eget liv. Det er med til at sløre grænsen mellem virkeligheden og fiktionen, ligesom det sker i Korsgaards romaner.
