Sprog

Fortællerens sprog viser, at han har socialistiske holdninger

Fortællerens sprog viser på flere måder hans politiske holdninger, selvom han ikke direkte giver udtryk for dem. 

Jegfortælleren bruger f.eks. ord som ”proletar” og ”kapitalist”. Det førstnævnte ord bruges i en positiv betydning, men det sidstnævnte har en negativ klang i teksten. 

Jegfortælleren beskriver med beundring, hvordan de kvindelige tobaksarbejder tog ”alle Proletarhjærter med Storm”, da de angreb deres direktør på grund af en lønstrid. Han har omvendt en kritisk attitude til de kapitalister, der har sat sig på markedet for tobaksdyrkning, og som endda forbyder bønderne at dyrke tobak til eget forbrug:

Der er dem, som tror, at man kan komme et nationalt Onde til Livs ved at beskatte det! I Spanien er Retten til at forsyne Nationen med Tobak overdraget nogle - væsenlig udenlandske - Kapitalister: Tobakskompaniet, der betaler Staten en aarlig Afgift af 90 Mill.

Sympatien ligger tydeligvis hos proletarerne, altså hos arbejderklassen. Det viser, at jegfortællerens politiske holdninger er socialistiske. 

Hans begejstring for den særlige dansende, livsglade kristendom viser også, at han ikke bryder sig om den form for kristendom, der forsøger at overbevise folk om, at deres lidelser i livet vil blive belønnet efter deres død. Sevillanerne insisterer på, at glæden skal være en del af livet – den skal ikke udskydes til senere:

For den glade Seviljaner er kun ét helligt - Glæden selv. Alt hvad der vil dæmpe den, ægger ham til Spot;

Religionskritik er en væsentlig del af socialismen, fordi religionen forsøger at overtale arbejderklassen til at stoppe med at stræbe efter glæden og lykken i livet. I stedet påstår præster og andre religiøse autoriteter, at arbejderne vil blive kompenseret for deres hårde tilværelse i himlen. Den slags ideer findes ikke i Sevilla, hvor livsglæden er den højeste værdi. Sevillanerne har formået at få glæde ...