Miljøbeskrivelse

Sevillas gader er levende og mangfoldige

Miljøbeskrivelsen er en vigtig del af enhver rejseberetning. I ”Sevilla” kommer jegfortælleren omkring en række af byens forskellige miljøer, der alle er præget af en helt speciel, rå livsglæde. 

Det fysiske miljø i gaderne bærer præg af det varme klima i Sydspanien. Byens gader er indrettet efter solen, der stråler over byen det meste af tiden:

Gaderne er østerlandsk snævre og har Hovedretning paa tværs af Solens; Husene er hvidkalkede, lukkede, med kølige Gaarde, der snævrer ind foroven - for at holde Solen ude.

Husene er hvide, fordi den lyse farve hjælper til at holde huset køligt, ligesom gadernes indretning gør det lettere at finde skygge. 

Solen præger altså det fysiske miljø, men det er som om, at også det sociale miljø er påvirket af lyset og varmen. Der er et hektisk liv i gaderne, hvor de lokale driver omkring på konstant jagt efter nye fornøjelser:

Han har en spilvaagen Sans for alt hvad der kan adsprede, og Menneskestrømmen paa Gader og Torve bibringer én det dobbelte Indtryk af ørkesløs Lediggang og rastløs Jagen.

Gaderne er altså travle af mennesker, der egentlig ikke foretager sig noget bestemt. Byen har en rastløs energi – der skal ske noget. 

Gadelivet kulminerer søndag eftermiddag, hvor også kvinderne fra byens overklasse plejer at bevæge sig ud. Jegfortælleren lægger i den forbindelse mærke til, at klasseskellet ikke er lige så tydeligt i Sevillas gader, som det er andre steder i verden: 

Sevillas Promenade er maaske den eneste i Verden, som er for alle; her promenerer Pragt og Jævnhed og Armod Side om Side saa naturligt, som havde de sat hinanden Stævne. Her er vandrende Pjaltebylter saa stolte, at man skulde tro, de skjulte en spansk Grande. De slynger den fornemste Skønne deres Beundring lige i Ansigtet i dristige Sætninger, der ingenlunde tages dem ilde op; og de indsuger Rigdommens Glans med en Uforbeholdenhed, der endnu ikke kender til Proletarhad. Men de kryber ikke i Støvet for den, den har ingen Magt over dem. Maaske derfor hader de den ikke.

De fattige finder stor fornøjelse i de riges skønhed og pragt. Det er endnu et eksempel på, at andalusierne sætter glæden og fornøjelsen over alle andre værdier, selv lighed. Samtidig er befolkningens omgangsform præget af større lighed, end man finder andre steder i verden. Det ser vi i fortællerens bemærkning om, at de fattige giver direkte udtryk for deres beundring over for de rige.

Alt i alt virker Sevillas gader som et mangfoldigt mylder af rige og fattige ...