Fortælleteknik

Rejseberetningen har en jegfortæller

”Sevilla” er fortalt af en jegfortæller. Jegfortælleren er den rejsende, der besøger byen og beretter om den for os læsere. 

I store dele af beretningen holder jegfortælleren sig dog i baggrunden uden at give sig til kende. Vi skal flere sider ind i teksten, før han bruger ordet ’jeg’ for første gang:

»Det er jo ligesom en Flok Vilde«, sagde jeg engang under saadanne Omstændigheder til en Boghandler og pegede paa Mængden.

Her afslører jegfortælleren, at han befinder sig midt i det miljø, han beskriver. I dette tilfælde påvirker han ligefrem miljøet, fordi han som fremmed tiltrækker sig en masse opmærksomhed på gaden. 

Fortælleren virker ind imellem som en tilbagetrukket tredjepersonsfortæller

Andre steder er jegfortælleren så tilbagetrukket, at han næsten opfører sig som en tredjepersonsfortæller. Det gælder bl.a. i det afsnit, hvor han beskriver, hvordan folk i byen bliver påvirket af den lave sol i vintermånederne, der gør gader og huse skyggefulde og kølige. I beskrivelsen bruger fortælleren ’han’ som betegnelse for en generel type: Den mandlige sevillaner.

En Dag som denne er han ikke meget værd Kvinde og Kvinde imellem, han smutter under Balkonerne uden et Blik og stanser først paa de aabne Pladser, hvor Solen bager. Dér finder han sig en Gruppe ud, gasser sig, pludrer efterhaanden saa smaat med og folder sig igen ud i al sin Aabenhed - en rigtig Solblomst.  

Her er det svært at se, hvor jegfortælleren egentlig befinder sig i den situation, han beskriver. Afsnittet begynder godt nok med et ’vi’ (”Vi er i December”), men derudover giver jegfortælleren sig ikke til kende. Afsnittet virker, som om det lige så godt kunne være skrevet af en tredjepersonsfortæller, fordi jeget slet ikke beskriver sin egen involvering i situationen. 

Beretning kommer t...