Om brevene og deres formål
Senecas breve er også kendt under navnet Moralske breve til Lucilius. De er lærebreve i filosofi, skrevet af den romerske filosof og politiker Seneca i slutningen af hans liv, formentlig i årene 62-65 e.Kr. Seneca tilhørte den filosofiske retning stoicismen, og det er denne filosofi, han forklarer om i brevene.
Modtageren er Gaius Lucilius, der var en yngre romersk politiker og ven af Seneca. Samtidig valgte Seneca at offentliggøre brevene, og derfor er målgruppen i brede forstand alle med filosofisk interesse. Brevene rummer en forholdsvis let tilgængelig formidling af stoicismen.
Brevenes formål er at forklare om stoicismen som en livsvej, man kan gå ad. Filosofien må gennemsyre alle dele af ens liv, tænkning og handlemåde, ifølge Seneca. Det kræver et stort indre arbejde og er en lang proces. Til gengæld kan den stoiske visdom og livsvej give en urokkelig ro, klarhed og lykke.
Seneca tager mange temaer op i brevene. Nogle af de mest kendte temaer er:
- Hvorfor man skal interessere sig for filosofi.
- Hvordan man kontrollerer sine følelser og lidenskaber og bevarer roen.
- Menneskeværd og hvordan man bør behandle sine slaver.
- Hvordan man lever i overensstemmelse med det naturlige og fornuftige.
- Hvorfor ydre ting som rigdom og magt er ligegyldige, mens det indre er det væsentlige.
- Hvordan man håndterer modgang og forholder sig til døden.
- Hvilken betydning skæbnen har.
Senecas sproglige stil i brevene er præget af enkle sætninger samt en let og afslappet tone. Desuden bruger han ofte modsætninger og særlige ord til at fange modtagerens opmærksomhed.
Slaver behandles umenneskeligt, og det gør dem til fjender
I Brev 47 kritiserer Seneca romerne for, at de behandler deres slaver på en umenneskelig måde og uden respekt. Han giver et eksempel, hvor han beskriver, hvordan nogle romere behandler deres slaver under en middag eller et selskab:
[...] de stakkels slaver må ikke engang åbne munden for at sige noget. Enhver mumlen bremses med en lussing, og selv ikke ufrivillige lyde som hoste, nysen og hikke er undtaget fra pisk. Bliver stilheden brudt af den mindste lyd, falder der en stor straf. Hele natten står de dér, sultende og stumme. Konsekvensen er, at de, der ikke har lov til at tiltale deres herre, bagtaler ham. (Afsnit 3-4)
[...]
Vi behandler dem jo ikke engang som mennesker, men som trækdyr. Når vi har lagt os til bords, er der én, der tørrer spyt op, mens en anden ligger på gulvet og samler op efter de fulde gæster. (Afsnit 5)
I citatet viser Seneca, hvor uretfærdigt slaver behandles af mange romere. De regnes for så uværdige, at de ikke engang må sige noget under et selskab, og selvom de gør deres bedste for at opfylde herrernes ønsker, får de ofte ...
