Noter
Her finder du noter til den filosofiske retning stoicisme, som opstod i antikken. Du kan bl.a. støde på den stoiske filosofi i faget Oldtidskundskab.
Indhold
Grundlæggende fakta
- Stoicismen er en filosofisk retning, som havde stor indflydelse i hellenistisk og romersk tid.
- Den blev grundlagt af grækeren Zenon i Athen ca. år 300 f.Kr. (samtidig med epikuræismen).
- Har navn efter ordet stoa, som betyder søjlegang.
- Årsagen til navnet er, at Zenon underviste i stoa poikilé, ‘den mangefarvede søjlegang’ på Athens torv.
- Flere af de romerske kejsere opfattede sig selv som stoikere, bl.a. Marcus Aurelius (kejser 161-180 e.Kr.).
Den stoiske filosofi
Her forklarer vi om stoicismens filosofiske lære i antikken.
Verdensopfattelse
- Verden styres af verdensfornuften, som på græsk kaldes logos.
- Verdensfornuften gennemtrænger alt og skaber guddommelig harmoni.
- Verdensfornuften (logos) er lig med:
- Det naturlige og naturlovene (fysis).
- Gud (som er udfoldelsen af logos i verden).
- Skæbnen, som igen er lig med guds vilje.
- Alt, som sker i verden, er i overensstemmelse med verdensfornuften og skæbnen.
- Alting er skæbnebestemt (overordnet set). Der er (stort set) ingen tilfældigheder.
- Alting hænger sammen som årsag og virkning. Intet er uforklarligt.
- Sel
