Personkarakteristik
Hovedpersonen i ”Tyvetøs” er Boline, så vi fokuserer på hende i analysen. Vi ser også nærmere på hendes forhold til de andre personer i novellen og på fremstillingen af hendes vilkår. Analysen viser, at Boline er meget dårligt stillet. Hun er så naiv, at hun ikke forstår, hvordan andre udnytter hende.…
...
Bolines handlemåde viser, at hun er godhjertet og meget naiv
Boline gør hele tiden sit bedste. Hun arbejder hårdt som tjenestepige og forsøger at leve op til herskabets forventninger, selvom hun er klodset: ”hun slog meget i Stykker, græd meget over det”. Hun forsørger sine børn så godt, som hun kan, selvom det betyder, at hun må sulte og arbejde ekstra om natten, som vi fx kan se her: ”Hun sparede det meste ved at sulte sig selv” og ”den [manglende krone] tilvejeb…
...
Personerne er flade
Vi får ikke noget at vide om personernes baggrunde i ”Tyvetøs”. Vi hører i det hele taget meget lidt om andre end Boline. Men selv hendes historie hører vi ikke noget om, før hun starter i sin første plads som tjenestepige. Vi får også kun meget lidt indsigt i hendes tanker. Vi får altså ikke en dybere psy…
...
Forholdet mellem Boline og herskaberne er ulige
Boline har i løbet af novellen plads hos forskellige mennesker. Hun udfører arbejde for dem, og de betaler hende for det. Men deres forhold er ikke en ligeværdig udveksling. Hun arbejder det meste af dagen og har kun fri en aften om ugen og hver anden søndag: ”Men hveranden Søndag og een Aften om Ugen skinnede Solen for hende”. Derudover er fruerne strenge ved hende, fo…
...
Plejefamilien udnytter Boline
Plejefamilien hjælper Boline på flere måder. De lader hende bo hos sig, når hun er for gravid til at blive ansat nogen steder. De tager også hendes børn i pleje. Det bliver beskrevet, at konen har ”et stort Hjærte”, og de er ”den kærlige Familie”. Men fortællerens beskrivelse skal forstås ironisk. Konen sender Boline ud at gøre rent for andre og lader hende passe plejebørnen…
...
”Tyvetøs” fremstiller Bolines vilkår negativt
Boline er sympatisk. Der står i slutningen af novellen om dommeren, at ”han havde Følelsen af at staa overfor en Ufattelig Heroisme.” Dommeren får altså medfølelse med hende, og han er måske endda imponeret. I næste sætning hører vi dog, at hans ”menneskeligere Følelser” tager over. Kommentaren skal forstås ironisk eller sarkastisk…
