Sprog

Vi kigger i dette afsnit på fortællerens sprogbrug, og hvordan det viser os, at hun har svært ved at bearbejde forældrenes skilsmisse. Vi ser også på det realistiske sprog i teksten, og vi analyserer, hvad der sker de steder, hvor der er realismebrud. Det er især forskellen på fortællerens barnlige og voksne sprog, som vi kigger på i den forbindelse.

Vi gennemgår, hvilken virkning det har, at der ikke er brugt meget billedsprog, mens vi også ser på et eksempel på en metafor. Til sidst ser vi nærmere på betydningen af titlen, og vi beskriver, hvilken symbolsk betydning de to indkøbsposer kunne have.

Fortællerens sprogbrug viser, at hun har svært ved at fokusere på sine forældres skilsmisse

Fortællerens fokus i ”Månestrålesofaen” skifter flere gange i løbet af det korte handlingsforløb. Vi begynder kortprosateksten med at høre om den samtale, som faren har med fortælleren. Fokusset skifter så til stuen og den måde, den ser ud på. Fokusset skifter derefter til dagen før, hvor moren forsvandt.

Resten af teksten er præget af de samme fokusskift. Vi føler næsten, at fortælleren blot lader sine minder flyde i stedet for at ordne dem i en egentlig fortælling. Vi kan dog se, at der er en ramme om historien, nemlig samtalen med faren.

De mange fokusskift gør sproget flydende, og vi føler, at vi har adgang til fortællerens tankestrøm. Den ene tanke efterfølger den anden, og både små og store begivenheder får plads i fortællingen. Fx hører vi meget om sofaens betræk og hundens bevægelser, da den sover. Det er små detaljer, der både får meget plads og stor betydning i teksten.

Fortællerens sprogbrug viser os, at hun har svært ved at fokusere på sine forældres skilsmisse. Hun ønsker ikke at dvæle ved den ubehagelige samtale med sin far eller mindet om moren, der går ud ad døren. Hun fokuserer i stedet på sofaen, hunden og juletræet. Den konstante forskydning viser os, at hun har svært ved at forstå og acceptere, at hendes forældre går fra hinanden. Det forstærker også følelsen af, at fortælleren i "Månestrålesofaen" er et barn, fordi hendes fokus hele tiden glider videre til et nyt område i teksten.

Sproget er realistisk

Vi siger, at sproget i en tekst er realistisk, når det virker som et sprog, som kunne forekomme i virkeligheden. Det vil sige, at det virker som et sprog, som giver mening i den kontekst, det optræder i, og som er forståeligt og logisk.

Sproget i "Månestrålesofaen" er realistisk, fordi det minder om et sprog, som vi kunne møde i virkeligheden. Fortælleren og farens samtale virker fx realistisk, fordi den er struktureret på en måde, der gør, at vi tror på, at samtalen kunne finde sted. Faren svarer fx undvigende på fortællerens spørgsmål "Kan du da bedre lide hende end os?" med et "Jeg kan lide hende på en anden måde". Det er ikke et godt eller beroligende svar, men det er netop det uperfekte, der gør, at det virker...