Podcast

Vi skal tale om ”Kanariefuglens begravelse”, som er et digt af Klaus Rifbjerg fra 1965. Og Det er Kasper og Line, som er redaktører i Dansk på Studienet, som jeg har med til at tale om digtet. Kasper, kan du ikke til en start lige opridse for os, hvad det er for et digt, vi har at gøre med? 

Jo, det er et erindringsdigt, hvor vi har et lyrisk jeg, der tænker tilbage på sin barndom, hvor han begravede døde fugle og gravede dem op igen efter et stykke tid for at se, hvordan de så ud, og han var fascineret. Den her forrådnelsesproces beskriver han egentlig bare på lidt forskellig vis gennem digtet her. 

Det er ikke noget specielt langt digt. Han samler op til sidst med en lille pointe, som vi kommer til, og hvis vi ser på formen, så er det jo et moderne digt. Der er ikke en helt fast rytme eller stram struktur. Tværtimod virkede det nærmest sådan lidt prosaisk i tonen, men der er alligevel nogl flotte ord ind imellem, som giver det en lyrisk kvalitet. 

Det er delt i 6 strofer, og der er sådan en rimelig klar adskillelse mellem de lidt forskellige aspekter af den her fascination af de døde fugle. 

Ja, som du siger, det er ikke så langt et digt, så måske skal vi prøve at se på det fra en ende af og tale lidt, om det vi tænker om det undervejs. Lad os prøve at starte med første strofe. Hvad lægger I mærke til i den? Jamen, første strofe, kan man sige, sætter jo rammen for resten af digtet. Her får vi at vide, hvad det er, jeget går og laver, og det opsamler jo så døde fugle og begraver dem.