Fortælleteknik

Fortælleren er en skjult, alvidende tredjepersonsfortæller

Fortælleren i ”Hjemme” er en skjult, alvidende tredjepersonsfortæller. Vi kan se, at det er en tredjepersonsfortæller, fordi personerne bliver omtalt som fx ”de”, ”han” og ”hun”. Personerne omtales altså i tredjeperson, og der optræder ikke noget ”jeg” i novellen. Vi kan allerede se, at det er en tredjepersonsfortæller i novellens begyndelse, da der står: ”De vendte hjem. Som en munter Leg var deres Ægteskab begyndt, og Rhinens Høje havde været Rammen om deres unge Lykke. Nu drog de hjem”.

Fortælleren i ”Hjemme” er også alvidende. Det betyder, at vi har adgang til flere af personernes følelser og tanker i novellen, samtidig med at vi ser dem udefra. Da Ingeborg og Vilhelm ankommer til deres nye hjem, hører vi fx: ”Hun er bleg, og han mærker, at hun skælver”. I eksemplet har vi adgang til Vilhelms tanker, fordi får indblik i, hvordan han kan mærke, at Ingeborg skælver.

Vi kan se et andet eksempel på, at fortælleren er alvidende i beskrivelsen af den vanskelige del af ægteparrets samtale: ”Hun holder inde, hun kan ikke faa Ordet sagt”. Her har vi adgang til Ingeborgs tanker og følelser, fordi vi hører, at hun ikke kan få sagt det, hun gerne vil sige, nemlig navnet på Vilhelms gamle kæreste.

Fortælleren er desuden skjult. Det kan vi se, fordi fortælleren ikke optræder tydeligt i novellen. Fortælleren fremstår derfor ikke som en selvstændig figur, der har en holdning til handlingen i novellens handlinger og personer. Fortælleren kommenterer heller ikke direkte på det fortalte, men gemmer sig snarere lidt væk eller trækker sig tilbage, og lader i stedet personerne tale eller beskriver dem udefra i en objektiv stil.

Virkning

Brugen af en skjult, alvidende tredjepersonsfortæller giver os en oplevelse af, at vi kan stole på det fortalte. Fortælleren gengiver hovedsageligt personerne og handlingen set udefra. Det virker umiddelbart mere pålideligt, end hvis novellen fx havde været fortalt af en jegfortæller.

Den skjulte, alvidende tredjepersonsfortæller har desuden den virkning, at vi kommer tæt på personerne. Vi får en følelse af at være fluen på væggen, hvilket giver os en oplevelse af at være tilskuere til novellens handling. Det er med til at gøre det tydeligt for os, at der er et meget ulige forhold mellem mænd og kvinder.

Synsvinklen er ydre

I ”Hjemme” er synsvinklen ydre. Det betyder, at novellen ikke bliver fortalt gennem nogen af personerne. Novellen fortælles derimod udefra. Et eksempel på at synsvinklen er ydre er, da Ingeborg og Vilhelm er inde i deres sovekammer, hvor vi hører: ”Han gaar sagte et Par Skridt frem. Halvt skjult bag Sengehimlens Forhæng staar hun med det Edderduns Silketæppe løftet over Armen. Og hun lader langsomt Haanden glide ned over Tæppet, som om hun kærtegnede det bløde Stof”. Her ser vi Ingeborg og Vilhelms handlinger ude fra frem for gennem en af personerne.

Den ydre synsvinkel ses også tidligt i dialogerne imellem personerne. Et eksempel er, da Vilhelm og Ingeborg sidder inde i sovekammeret og taler sammen, kort før Ingeborg fortæller om brevet:

”Nej, nu skal vi ogsaa til at være alvorlige.” ”Hvorfor.” ”Nu er det jo Alvor.” ”Og før?” ”Før, ja før – Du vil le af mig, naar jeg siger Dig, hvad jeg tænkte før.” ”Vist ej – desuden skal Du sige mig, hvad Du tænker – jeg ejer jo også dine Tanker.”

I eksemplet hører vi kun, hvad personerne siger. Det underbygger, at synsvinklen er ydre. Vi får næsten en oplevelse af at være fluen på væggen under samtalen mellem Ingeborg og Vilhelm.

Der er nogle...