Sprog
Personernes sprog viser deres egoisme og kynisme
Hvis vi ser nærmere på personernes sprogbrug, kan vi tydeligt se, hvordan den understøtter novellens tema om egoisme og kynisme. Det er allerede meget tydeligt fra starten, da fortællerens ven gør en slags joke ud, at kvinden er faldet om.
Først siger han, at folk med tendens til blodpropper burde holde sig hjemme. En temmelig hånlig bemærkning i situationen. Dernæst sammenligner han endda den besvimede kvinde med en gravhund. Hans sprogbrug her får faktisk fortælleren til at tysse på ham, fordi fortælleren finder det pinligt.
Vi ser en tilsvarende sprogbrug hos biografgængerne, som kommer med tilråb og klapper, da filmen endelig starter igen. Og mens kvinden ligger besvimet råber de af folk, som forsøger at hjælpe. Det viser helt tydeligt, at mange af biografgængerne mener, at de bare skal lade kvinden ligge og sætte sig ned for at vente på, at der kommer en ambulance.
Det virker meget egoistisk og kynisk, når man tænker på, at der ligger en bevidstløs kvinde på gulvet foran dem. Da fortælleren søger hjælp i biografens lobby, får hun også bare beskeden ”sådan er der så meget” fra en ansat, der ikke gør noget for at hjælpe hende.
Fortællerens sprog står som en modsætning, fordi fortælleren faktisk giver udtryk for et ønske om at hjælpe og ser, at situationen er forkert og uholdbar. Men for det meste sker det ret indirekte, som da hun kritiserer sin vens opførsel:
Jeg spørger, hvordan han kan koncentrere sig om at læse til eksamen her, med hundrede mennesker og den syge kvinde foran sig.
Her giver fortælleren indirekte udtryk for en slags moralsk fordømmelse af vennen, ...
