Analyse

Denne analysehjælp gennemarbejder novellen ”Hedebølge" af Helle Helle. Du finder herunder en kort gennemgang af de punkter, vi kommer ind på i analysen.

Hovedpersonerne i ”Hedebølge” er fortælleren og Søren. Vores analyse fokuserer derfor på disse to personer og deres relationer. Vi kigger bl.a. på deres handlemåder og sprogbrug. Vi gennemgår også, hvad det vil sige, at de virker som to meget almindelige personer.

Novellens miljø er realistisk og genkendeligt. Historien foregår på og omkring en tankstation, og vi kigger i vores analyse på miljøbeskrivelserne i novellen. Vi fokuserer især på, hvorfor varmen er med til at gøre, at miljøet føles presset, samt hvordan miljøet beskrives kritisk.

Helle Helles sprog er et særligt kendetegn ved hendes litteratur. Vi ser derfor nærmere på den sproglige stil i novellen og kigger på, hvorfor der ikke er anvendt særlig meget billedsprog. Vi gennemgår også en række symboler og analyserer novellens titel ”Hedebølge”.

Fortælleteknikken i ”Hedebølge” er speciel. Novellen har en førstepersonsfortæller, men vi får ikke ret stor indsigt i fortællerens følelsesliv. Fortælleren fokuserer i stedet meget på sine egne og de andres handlinger og replikker. Dermed bruger novellen både medsyn og scenisk fremstillingsform, ligesom dialog fylder meget i fortælleteknikken.

Novellens komposition er lineær. Det betyder, at novellen er opbygget kronologisk, og at begivenhederne optræder som perler på en snor. Vi gennemgår begyndelsen, som er en præsentation, og analyserer også betydningen af novellens vendepunkt og åbne slutning.

Til sidst i analysen fremhæver vi, hvilke kendetegn fra novellegenren ”Hedebølge” har. Vi analyserer, hvilken virkning det har, at novellens vendepunkt ikke er så iøjnefaldende. Noveller har typisk en klar struktur med en begyndelse, midte, vendepunkt og slutning, men ”Hedebølge” har ikke så tydeligt et vendepunkt.

De følgende sider giver dig først en lang række arbejdsspørgsmål og dernæst en grundig analyse af ”Hedebølge”. Vi laver en grundig analyse, fordi vi gerne vil hjælpe dig med at forstå teksten. Det gør også, at du nemmere kan gennemskue, hvad vi gør, når vi analyserer. Dine egne analyseevner bliver derfor også bedre af at læse analysehjælpen igennem.

Analysen kan både bruges til mundtlig forberedelse og til en skriftlig opgave.

Se også studienets guide til novelleanalyse:

Novelleanalyse

Denne analysemodel til noveller er tænkt som en hjælp til dig, der skal analysere en novelle i dansk. Den kan bruges som inspiration til alle typer af noveller, og den er god, uanset om du skal skrive opgave eller skal til eksamen.