Personkarakteristik

Der er to centrale personer i ”Hedebølge”: fortælleren og Søren. Vores analyse fokuserer derfor på dem. Vi kigger især på, hvordan deres sprog og handlinger viser os noget om, hvem de er som personer.

Vi undersøger også forholdet mellem personerne i novellen, hvor vi fremhæver fortælleren og Sørens ulige forhold samt forholdet mellem Søren og forældrene. Vi ser derudover på, hvorfor de almindelige personer gør, at novellens historie bliver lettere at forholde sig til.

Fortællerens udseende fremhæver hendes unge alder

Jegfortælleren i ”Hedebølge” er en ung kvinde. Vi ved ikke, hvad hendes alder er, men vi ved, at hun lige er blevet færdig på gymnasiet: ”I sommerferien efter gymnasiet flyttede jeg ind hos Søren”. Vi forestiller os derfor, at hun er mellem 18 og 20 år, men vi ved det ikke præcist.

Fortællerens unge alder bliver flere gange fremhævet i novellen. Fortælleren siger fx selv ”Du tror, jeg er for ung, men det er jeg ikke”. Søren svarer hertil: ”Så er du vel ikke ældre”. Deres samtale viser os, at de begge er klar over, at aldersforskellen mellem dem er stor.

Nogle af beskrivelserne af fortællerens udseende fremhæver også, at hun er ung. Vi hører fx, at hun går på bare tæer: ”Jeg klædte mig på og gik ned på bare tæer for at finde ham”. De bare tæer gør, at fortælleren virker uskyldig og ren. Hun virker næsten som et barn, der træder ud i verden uden at frygte for at træde på farlige og skarpe genstande.

Vi hører også, at fortællerens negle ”lyste hvidt”. Vi forstår det i situationen sådan, at hun er jaloux over, at Søren har talt med kvinden med barnet. Farven hvid er dog også med til at fremhæve fortællerens uskyldighed. Hendes negle er ikke malede med neglelak eller beskidte. Hun er ren og hvid, og det gør os også opmærksomme på hendes unge alder.

Fortællerens sprogbrug og handlemåde viser, at hun har stærke følelser for Søren

Fortælleren i ”Hedebølge” er forelsket i den tolv år ældre Søren. Fortællerens stærke følelser for Søren kommer til udtryk på en række forskellige måder.

Hun virker for det første til at være meget fascineret af Søren. Vi hører fx i begyndelsen af novellen, at fortælleren bare står og betragter ham: ”Jeg stillede mig ved vinduet og blev stående, indtil Søren opdagede mig dernedefra”.

Vi fornemmer også, at fortælleren har stærke følelser for Søren, fordi hun er jaloux. Fortælleren holder øje med, hvem Søren ekspederer på tankstationen. Der er især én kvinde, som hun lægger mærke til:

Når jeg hørte Sørens latter, rejste jeg mig og kiggede ned; nogle gange var en kammerat kommet forbi eller en voksen kvinde, han havde gået i skole med. Hvis hun havde et barn på bagsædet, ville han trykke sit ansigt fladt mod ruden til barnet klukkede, bagefter vaskede han ruden og tørrede efter med en klud. Kvinden smilede og glattede sin kjole, satte sig i bilen og dyttede, før hun kørte. Neglene på mine tæer lyste hvidt.

Vi får indtryk af, at kvinden og Søren har et specielt forhold. Vi får dette indtryk, fordi fortæller...