Sproglige og retoriske virkemidler
- Overdrivelse overbeviser om, at udviklingen er forkert
- Tandhjulsmetafor viser, at menneskets individuelle frihed har det dårligt
- Ordvalgsargumenter viser, at forebyggelse er noget dårligt
- Brugen af “du” og replikker skaber fællesskab med læseren
- Ironi viser, at formynderi er latterligt
- Sammenligning viser, at velfærdsstaten er gået for vidt
Her kan du få hjælp til at analysere de sproglige og retoriske virkemidler i “Hvornår er det ikke længere nok med cykelhjelm? Hvornår skal vi også have en chip i nakken?”. Vi ser på, hvordan Amalie Lyhne bruger sproget i argumentationen til at overbevise sin læser.
Overdrivelse overbeviser om, at udviklingen er forkert
Amalie Lyhne bruger overdrivelse til at argumentere for, at samfundet er på vej i en forkert retning. I en række retoriske spørgsmål tegner hun en fremtid, hvor overvågning og styring af folks liv er blevet ekstrem:
Og hvornår er det ikke længere nok med cykelhjelmen? Hvornår skal vi også have taget ugentlige blodprøver, have en chip i nakken, som konstant måler blodtrykket, og en obligatorisk skridttæller om håndleddet, som sender en besked til kommunen, hvis du tager den af? Overdriver jeg? Er jeg for pessimistisk? Måske. Men det er i hvert fald den retning, vi går i.
I citatet fremstiller Lyhne det, som om tvungen cykelhjelm kun er begyndelsen på mange flere krav. Krav som vil forekomme læseren at være helt absurde. Man kalder de retoriske virkemidler, hvor man overdriver virkningen af noget, for at føre ting ud i det absurde (på latin hedder det reductio ad absurdum).
Overdrivelsen virker ved at udstille de absurde konsekvenser, der kan opstå i fremtiden, hvis man følger en bestemt politik eller udvikling. Almindelig fornuft fortæller os så, at vi skal lade være med at slå ind på den vej, fordi den fører til noget dårligt.
Samtidigt antyder Lyhne, at det ikke bare er en absurd, komisk og fantasifuld vurdering, som hun har lavet, men faktisk en helt reel fare. Det gør hun med de to sid...
