Argumentation og appelformer

Her giver vi dig hjælp til at analysere og karakterisere argumentationen i “Hvornår er det ikke længere nok med cykelhjelm? Hvornår skal vi også have en chip i nakken?”. Vi ser på de appelformer, som Amalie Lyhe bruger i sit indlæg for at overbevise modtagerne. Vi fokuserer på, hvordan hun opbygger sig selv som en troværdig afsender (etos) og taler til modtagernes fornuft (logos) og følelser (patos).

Logos - Lyhne taler til fornuften

Amalie Lyhne gør i sit debatindlæg en del ud af at tale til modtagerens fornuft. Hun gør det bl.a. ved at bruge modsætninger og underbygge sine synspunkter med konkrete eksempler samt bruge et glidebaneargument. 

Modsætning lader læseren vælge side

Amalie Lyhne appellerer til sin læsers fornuft ved at opstille klare modsætninger, som læseren kan vælge imellem. Det ene alternativ er den nuværende “monstrøse velfærdsstat”, mens det andet er er “En mindre stat”:

Et frit og værdigt menneskeliv kræver plads, og pladsen er ved at være for trang i vores monstrøse velfærdsstat. For hvornår bliver tandhjulsfolkene tilfredse? Når vi alle har et perfekt bmi , hvide tænder og den rette livsindstilling (uddan dig, få et godt job, betal din skat og lev sundt)?

I Lyhnes fremstilling af den nuværende velfærdsstat, fremstår den ikke som et særligt behageligt sted. Det er et sted, hvor staten gennem ‘tandhjulsfolkene’ kommer til at bestemme over hele dit liv, og hvor du må underordne dig dens krav. Det er hverken et “frit” eller “værdigt” liv, som hun skriver. I modsætn...