På de næste sider får du hjælp til at analysere ”Døden”. Digtet er skrevet af Morten Nielsen og udkom i 1943 i Krigere uden Vaaben.
Døden bliver personificeret
I digtet går døden fra først at være et fænomen eller begreb til senere at få menneskelige egenskaber. Det kaldes en personificering.
I strofe 3 og 4 omtales døden som ’den’, hvilket typisk er en ting. Men samtidig kan døden stå, gå, ligge og vente. Det er begreber, der normalt er knyttet til levende væsener. De kan dog også bruges om ting.
Personificeringen træder først helt tydeligt frem i strofe 5, hvor døden bliver en del af et ’vi’ sammen med jeget. Her får døden tillagt egenskaber som at kunne føre samtaler og at vide samme ting som jeget, og det er klart menneskelige karaktertræk og en tydelig personificering.
Fra jegets synsvinkel kan man forestille sig, at hans forhold til døden bliver mere og mere personligt eller i hvert fald præget af personlige erfaringer med døden, som han ikke havde i barndommen.
Alligevel har døden også et strejf af person over sig i første strofe, hvor jeget som barn har truffet døden. At træffe nogen bruges for det meste om andre mennesker, og derfor er kimen til dødens personificering måske allerede lagt i barndommen og digtets begyndelse.
