Sprog

"Grand Danois" er skrevet i to forskellige stilarter. Sproget i dialogerne har lav stil, mens sproget i beskrivelserne har høj stil. Vi fokuserer på betydningen af hver stilart for forståelsen af handlingen. Vi analyserer også, hvordan dialoger viser, at manden og kvinden ikke kommer på bølgelængde. Til sidst ser vi på novellens titel, som kan forekomme mærkelig, fordi den ikke har nogen klar forbindelse til handlingen.

Sproget i dialogerne er naturligt og realistisk, og stilen er lav

En stor del af ”Grand Danois” består af dialog. Sproget er her i nutid, som det normalt er i direkte tale. Replikkerne er meget korte. Samtalen mellem manden og kvinden består nærmest kun af enstavelsesord, fx: ” – Hvor er toilettet? – Inde til højre. […] – Går du? spurgte han. – Ja. Han gik ind til hende. – Undskyld, sagde han, gå ikke.”, eller: ”– Skål, sagde hun og satte glasset til sine læber. – Hyggeligt, sagde han”.

Sproget i dialogerne er realistisk og hverdagsagtigt, og stilen er lav. Vi definerer stilen som lav, fordi dialogerne består af korte og enkle sætninger med let forståelige ord. Der er også talesprogsagtige træk, fx da kvinden siger: ”super kedelig”, eller når manden siger: ”sådan nogle”. Men derudover er ordvalget meget neutralt. Det bærer ikke tydeligt præg af at være hverken overklasse- eller underklassesprog.

Virkning

Det realistiske sprog og den lave stil gør dialogen troværdig og tidssvarende. Personernes sprog stemmer godt overens med den måde, man taler på i 2016. Det sprog, vi møder i dialogernes adskiller sig tydeligt fra sproget i dele af fortællerens beskrivelser. På den måde markerer teksten, at der er forskel på talesprog og skriftsprog.

De korte replikker fortæller os noget om forholdet mellem manden og kvinden. De viser, at manden og kvinden har svært ved at få samtalen ordentligt i gang. Deres samtale er forbeholden og upersonlig. Det er nemlig ikke så personligt og imødekommende at tale i enstavelsesord. En god samtale er derimod kendetegnet ved lang...