Analyse

“Grand Danois” er en samtidsnovelle. Handlingen tager udgangspunkt i forholdet mellem en mand og en kvinde, som er på date. Novellen kredser om centrale temaer i vores senmoderne samfund: ensomhed, forhold mellem mennesker, identitet og rodløshed. Novellens afsæt er realistisk. Den skildrer en realistisk og genkendelig virkelighed i en forholdsvis neutral og traditionel form. Det er altså snarere indholdet, personerne og deres indbyrdes relation, end formen, som er det interessante ved ”Grand Danois”.

Der optræder kun to personer i ”Grand Danois”, en mand og en kvinde. De er på date, og novellen handler om, hvordan forholdet mellem dem udvikler sig. I analysen fokuserer vi på deres kommunikation, som afdækker deres forskellige personligheder. Ud fra deres kommunikation kan vi også se, at de søger noget helt forskelligt og derfor går skævt af hinanden.

Novellens fysiske miljø er et anonymt hotel på en strand et varmt og eksotisk sted. Miljøet er altså meget afgrænset og isoleret fra resten af verden.

Sproget er neutralt og hverdagsagtigt. Dialogen er troværdig, og handlingsbeskrivelserne er konkrete og nøgterne. Men indimellem slår sproget over i en højstemt, litterær stil, som adskiller sig mærkbart fra det øvrige sprog.

Fortælleteknikken er præget af sceniske virkemidler, som skaber nærvær og en følelse af at være til stede, mens handlingen udfolder sig. Den sceniske fremstilling sænker fortælletempoet og sætter fokus på de små detaljer.

Kompositionen er lineær og følger handlingen trin for trin uden spring i tid og sted. ”Grand Danois” følger de typiske træk for novellen. Genren er altså den klassiske novelle, men ”Grand Danois” bryder også med genren ved at have et atypisk vendepunkt.

På de følgende sider får du hjælp til at analysere ”Grand Danois”. Analysen kan både bruges til mundtlig forberedelse og til en skriftlig opgave. I analysehjælpen folder vi hver pointe ud, så den bliver grundigt forklaret. Det gør vi, fordi vi gerne vil hjælpe dig med at forstå teksten og finde ud af, hvordan vi egentligt gør, når vi analyserer.